Johannes´ erindringer

2

Arbejdet for Hedeselskabet.

 Afskrift af ”En arbejds-bi kommer til verden”. Uddrag.

I 1941 var Johannes taget til København for at søge arbejde, men på den kommunale arbejdsanvisning fik han at vide, at der ikke var noget arbejde på grund af manglende bevillinger..........

Da min skuffelse sås tydeligt at læse på mit ansigt, sagde de: ”Når du er stenhugger, så er du jo vant til hårdt arbejde! Det eneste, vi kan tilbyde dig, er at tage til Sønderjylland for at lave plantnings-arbejde for Hedeselskabet.”

Jeg accepterede med det samme og fik besked på, at jeg skulle komme næste dag for at få udleveret en billet til hovedkontoret i Viborg. Der ville jeg få besked på, hvor jeg skulle hen samt få udleveret billet til stedet.

Jeg skulle afsted med det første eksprestog den følgende morgen for at kunne nå Viborg inden aften, og på vejen hen til banegården gik jeg ind på en kaffebar for at få en billig kop kaffe og 2 stykker ”proletar-wienerbrød” for mine sidste penge. Dette med ikke at eje en krone var en meget belastende følelse, og værre blev det, som timerne gik, og jeg følte mig sulten. Det var meget varmt den dag, og det var en tortur at se sælgerne på perronen med øl og sodavand, som jeg var afskåret fra at få noget af.

Ved ankomsten til Viborg måtte jeg spørge om vej, og kufferten føltes ulidelig tung. Jeg havde håbet, at de straks ville tilbyde mig et måltid mad, sådan som de havde sagt i København – men ak nej -. Formaliteterne skulle først ordnes, og jeg var så udmattet af tørst og sult, at jeg kunne bande dem langt ned i helvede, men endelig kom det da så vidt. Jeg spiste nærmest som en ulv – og vendte langsomt tilbage til livet.

Da det var til ende, blev jeg anvist en køjeseng i et dertil indrettet lokale, hvor jeg var ganske alene, og på grund af trætheden varede det ikke længe, før jeg faldt i søvn.

Om morgenen blev der kaldt på mig, jeg skulle have morgenmad inden afrejsen, og det blev et meget solidt måltid!. Derefter fik jeg min billet, med ønsket om en god tur, men mine forhåbninger om lidt penge blev gjort til skamme. Endnu en lang dag uden mad ventede på mig.

Jeg afledte tankerne fra min sult ved at studere landskabet. For en bornholmer var det jo nyt og fremmed, ligesom medpassagerernes snakken. Jeg forstod ikke engang det halve, men jeg var på vej mod noget nyt.

Mit bestemmelsessted ud i det ukendte var en lokalitet i Sønderjylland, som hedder Øster-Lindet. Jeg skulle med eksprestog til Vojens og derfra videre med rutebil. Der var flere togskift undervejs, så det tog sin tid. Jeg husker, vi holdt temmelig længe i Lunderskov – og der var en pige i konfirmations- alderen, som gik med en kurv på armen, fyldt med øl. Det irriterede mig grusomt, at jeg ingen kunne købe, men jeg kunne alligevel ikke lade være med at more mig over hendes råben: ”Ølll – ølll!” med en rullende tungelyd.

Det blev hen mod aften, inden jeg nåede Øster-Lindet, en lille landsby med kirke, skole, forsamlingshus, købmand samt et par håndværkere og nogle gårde. Her mødte der mig endnu en overraskelse: Arbejdslederen på stedet ville ikke have mig. Han havde dem, han havde brug for, sagde han.

Han  ville sætte sig i kontakt med Viborg for at få at vide, hvad der skulle ske med mig, og jeg blev installeret i en gård, hvor også de andre arbejdere boede. Der fik jeg dejlig mad bl. a. stikkelsbærgrød med fløde. Jeg var der i 3 dage, hvor jeg travede rundt om dagen og snakkede med de andre om aftenen.

Arbejde for Hedeselskabet

Arbejdslederen var en høj, bred fyr, tidligere herregårdsforvalter – og en skrap karl. For øvrigt hed han Ladekarl. Der var et par københavnere, og de kunne ikke rigtig snuppe hans nævenyttighed, så de forsøgte at gøre ham livet surt.

Gravearbejdet var såkaldt ”kulegravning”, i en halv meters dybde, og når Ladekarl kom på inspektion, havde han altid en stok med. Den stak han i jorden for at måle, om det var dybt nok, for da det var akkord, forsøgte de at snyde lidt. Den ene københavner havde fået påtale flere dage i træk. Så nu ville han hævne sig.

En formiddag gav han sig til at grave i en hel meters dybde, og da Ladekarl om eftermiddagen kom med sin stok, stak han hårdt til, med det resultat at stokken røg i lige til håndtaget, så han mistede balancen og lå med ansigten nede i den bløde jord. Da københavneren havde fået en ordentlig skideballe, gik Ladekarl, men efter den dag var han knap så aggressiv.

Da den tredie dag var gået, kom der besked om, at jeg skulle til en anden landsby, der hedder Branderup – så jeg fik endnu en rutebilbillet – med tillægsbesked om, at jeg skulle indfinde mig på kroen.

Det gav mig visse forventninger, som aldeles ikke blev indfriet. Jeg havde aldrig prøvet at bo på en kro, men det viste sig, at den var nedlagt som erhvervsvirksomhed på grund af forfaldne bygninger og mangelfuld hygiejnisk standard. Myndighederne havde simpelthen forbudt ejeren at benytte den som kro! – Til gengæld havde værtinden, Dora Achner, fået tilladelse til at drive pensionat, og der blev jeg så installeret sammen med 6 andre, der alle var københavnere.

Det var nærmest uhyggeligt at bo der. Gulvene var så smaskrådne, at man visse steder trådte igennem, og lugten af råd var gennemtrængende. Dertil kom at jeg fik anvist soveplads i et lille rum ved siden af det, der tidligere havde været festsal. Det var nok 4 kvm, for der kunne lige stå en seng og en stol. Der var kun ét vindue, og det var sømmet til med brædder, fordi det skulle forestille at opfylde lovens krav om beskyttelsesrum, altså var der mørkt som graven. – Københavnerne var fordelt på loftet.

Jeg blev hurtigt klar over, at københavnerne der på stedet var lige så gode til at snyde som ham i Øster-Lindet. Lige så snart arbejdslederen havde været på inspektion, holdt de ikke dybden før næste morgen, og det følte jeg mig ilde tilpas ved, for jeg kunne ikke få mig selv til at lave det nummer, hvad der havde til resultat, at jeg tjente mindre end de andre.

Det værste tilfælde af snyd oplevede jeg dog hen på efteråret, da der skulle plantes. Den opgave var der to, der fik, og jeg blev pålagt at køre planter ud fra et depot på en gård, hvor arbejdslederen boede – i noget der hedder Bovlund – hos den kendte politiker Refslund-Thomsen. Denne arbejdsleder var skovfoged-aspirant, og jeg erfarede senere, at Hedeselskabets arbejdsledere enten var tidligere herregårds-forvaltere eller skovfoged-aspiranter, altså må denne uddannelse have gjort dem særligt kvalificerede i Hedeselskabets øjne.

Planterne skulle jeg køre ud på en trækvogn og fordele dem efter et kort – et målebordsblad. Tit skulle jeg over grøfter og gennem pigtrådshegn for at stikke planterne ned i jorden: 100 ad gangen, så det passede med 3 pr. løbende meter.

Dette arbejde udførte jeg meget samvittighedsfuldt, men alligevel gik der brok i foretagendet, for en dag kom arbejdslederen og sagde, jeg havde snydt, for der manglede planter. Han tog mig med hen til linierne, og ganske rigtigt: Der var kun ca. 2 pr. løbende meter i stedet for 3 – men retfærdigheden var dog ikke helt død – for de omkringboende landmænd fortalte mig, at de havde set det ene bundt planter efter den andet komme sejlende i afvandingskanalerne på vej mod havet.

De havde samlet dem op og var således kommet i besiddelse af gratis planter.

Jeg blev godt gal og var ikke sen til at henvende mig til arbejdslederen og fortælle ham, hvordan det hang sammen, og at han hellere måtte tale med de to snydetampe. De må have lugtet lunten, for de havde i mellemtiden fået deres penge og var rejst hjem. De for meget udbetalte penge og de manglende planter gik på tabskontoen!

Det sønderjyske sprog voldte mig visse vanskeligheder, således sagde de, at ”de tog mantel å” – altså: på hed å, og da ordet å på bornholmsk betyder af , lød det i mine øren skrupskørt. – På den gamle, faldefærdige kro var der så megen plads, at de havde enfamilie boende til leje. En dag siger konen til mig: ”Vi ska´ ha´ minneskie te mæje.” Jeg kiggede forundret, men så fik jeg øje på, at hun var ved at rense makrel, og da dæmrede det for mig. Makrel bliver jo i folkemunde kaldt ”menneske-ædere” – altså minneskie, og mæje betød middag.

Befolkningen virkede stort set sympatisk, men der var et men, for lige ved siden af kroen lå der en tysk privatskole, hvor børnenes forældre naturligvis var tysksindede – og måske også nazister. Det gav en utrygheds-fornemmelse. Man vidste ikke, hvad man turde sige ud over, at det var godt vejr og andre ligegyldigheder. For at gøre det endnu værre, så var der en af disse familier, der havde deres daglige gang på kroen, da værtinden var af tysk familie. Det føltes, som om man levede på randen af en vulkan, der kunne komme i udbrud når som helst.

Jeg oplevede at komme direkte ind i en sådan tysksindet familie. Vi var nemlig undergivet forpligtelse til at hjælpe med landarbejde, hvis landmænd henvendte sig, og det traf sig sådan, at jeg blev sendt på høstarbejde sådan et sted.

De talte ikke tysk, i hvert fald ikke i mit påhør, men de havde en søn, der var hjemme på sygeorlov som SS-frivillig. Han var blevet såret på den russiske front..

Selvfølgelig var jeg meget nysgerrig, og da vi havde arbejdet sammen en halv dags tid, spurgte jeg, om han brød sig om at fortælle om sine oplevelser. Det gjorde han – og jeg må sige, at det, han fortalte, gjorde et overvældende indtryk på mig. Han sagde, at det, de var mest bange for ikke var den russiske hær, for den vidste de gennem fly-observationer altid, hvor de havde – nej – det var partisanerne, for de var her og der og alle vegne, uden at de kunne se dem. Det skete gang på gang, når de var under fremrykning – gennem et tilsyneladende åbent terræn kun brudt af nogle buske hist og her – at de blev beskudt bagfra – der lå snigskytter bag buskene. Ganske vist blev disse partisaner udslettet ved at gennemsøge området, men tabene var 5-10 gange så store på tysk side

Foruden at at komme på høstarbejde, var jeg også med til at tage kartofler op. Jorden var mange steder sandet og velegnet til dyrkning af kartofler. Af samme årsag var der en kartoffelmelsfabrik i Toftlund en halv snes km borte, og ved den lejlighed så jeg noget, jeg ikke var vant til: Kartoflerne blev ikke pløjet, men hakket op – med en hakke af den type, som sædvanligvis bruges til at tømme vognene med, når der køres gødning ud.

Til min forbavselse kunne én mand hakke lige så mange kartofler op, som fire mand kunne samle i kurve og tømme over i den opstillede vogn. Det var virkelig effektivt!.

Den familie var dansksindet, så der kunne man udtale sig i overensstemmelse med sine følelser og holdninger, og vi fik pragtfuld mad – alt i alt – en dejlig atmosfære, hos flinke mennesker, en erindring for livet.

Senere blev jeg sendt ud i noget, der hedder Bovlund enge for at grave ud til læplantning. Området er ret fladt, og der var en nybygger-koloni muliggjort ved, at der blev foretaget afvanding gennem et system af kanaler. Før afvandingen var disse enge én stor sø, helt ned til Løgumkloster, en strækning på 7 km. Om vinteren var det alle tiders skøjtebane, men efter den tid blev jorden tjenlig til almindelig dyrkning.

En anden ting står også klart i min erindring: Vi kunne konstatere, hvordan de engelske luft-bombardementer af Tyskland tog til i omfang. Henad midnat kom de, bølge efter bølge, og de engelske fly var nemme at kende, for de havde en helt anden syngende lyd end de tyske.

Hvis det var Flensburg, der stod for tur, kunne vi observere lysskæret fra eksplosionerne. Når togtet havde fjernere mål, kunne vi høre dem på tilbagevejen sidst på natten.

Selv om krig er hæslig, så kunne vi ikke frigøre os for en følelse af fryd: Disse engelske piloter var med til at forberede den dag, hvor Danmark – og det øvrige Europa – igen var fri for de forbandede nazister, som terroriserede alt og alle!

Der var også morgener, hvor vi fandt masser af flyveblade, nedkastet lidt for tidligt af englænderne. Jeg var så interesseret i disse flyveblade, at jeg ikke kunne lade være med at gemme nogle af dem, som jeg havde med i kufferten til Bornholm, selvom det kunne have påført mig ubehageligheder, hvis jeg var blevet visiteret undervejs.

Hjemme på Bornholm var alle mine bekendte selvfølgelig nysgerrige efter at høre om mine oplevelser, og flyvebladene fandt de særdeles interessante, da det jo kun var noget, de kendte til ved at høre BBC.

Midt i januar tog vinteren til i styrke, den værste jeg nogensinde har oplevet, med indtil 33 graders frost, og jeg kom med til at rydde sne på banelinien Rønne-Allinge.

Jeg fik også en forsmag på, hvordan det er at fryse ihjel. Jeg skulle ind til Allinge hver dag for at få mit stempel på kontrolstedet, og den morgen hvor det havde frosset 33 grader om natten, blæste det kraftigt fra nord-øst. Kulden påvirkede mig i den grad, at det sortnede for mine øjne. Jeg måtte vende ryggen til vinden for i det hele taget at kunne trække vejret. Når jeg havde stået stille et øjeblik, kunne jeg fortsætte min gang, så det tog sin tid at tilbagelægge de godt 2 km.

Som bekendt blev denne vinter både lang og drøj. Det blev hen i april, før jeg fik besked om, at jeg kunne vende tilbage til Sønderjylland – et tilbud, jeg tog imod, da der stadig ikke var arbejdsmuligheder på Bornholm. Det var den 30. april, jeg tog afsted. Visse steder på øen lå der stadig snedriver på højde med tagskægget, og havisen var kun delvis forsvundet. Oppe under svenskekysten sad vi fast i isen i over 2 timer, forøvrigt i det mest strålende solskin, så det virkede helt velgørende, da jeg nåede Sønderjylland og konstaterede, at foråret var brudt igennem.

En overraskelse ventede der mig: Skovfoged-aspiranten var blevet afløst af en anden arbejdsleder, denne gang en herregårds-forvalter, men jeg fik en særdeles god modtagelse, idet forgængeren havde givet mig en god anbefaling.

Arbejdskammeraterne var også nye: 2 fra Århus og 2 fra Odense. Dem fra Odense blev jeg virkelig gode venner med. Den ene af dem fra Århus var der ikke meget arbejde i, hans største præstation var at æde alt smørret, selv om det var rationeret. En gang imellem gav vi ham en over labberne og tog smørret fra ham, men han var håbløs: det var det samme næste gang, vi sad ved bordet.

Under mit Sønderjyllandsophold overgik der mig noget, jeg aldrig havde prøvet før – jeg kom på sygehuset i Gram og var der en måned – angrebet af smitsom gulsot. Jeg havde det forfærdeligt, inden jeg kom af sted. Jeg kastede op i en uendelighed og tabte en masse hår – men behandlingen var prima – prima. På sygehuset gjorde de alt for, at jeg skulle befinde mig godt.

Hen på sommeren blev vi flyttet fra Dora Achner og ud til de landmænd, der skulle have gravet. Det var en stor forbedring – for vi fik betydelig bedre mad og var sammen med værtsfolkene i fritiden. Det fungerede som hjemlig hygge, for vi spiste sammen, også når de om søndagen havde familiebesøg. Disse venlige mennesker står stadig frisk i min erindring.

Da efteråret kom, og der igen skulle plantes, blev ansvaret overdraget til mig. Vi skulle være 2, og jeg fik lov til selv at vælge min makker: det blev den ene odenseaner, en lille kvik fyr med et behageligt væsen og gode arbejdsevner. Vi havde et fortræffeligt samarbejde med deraf følgende god fortjeneste.

Den sommer var det første gang i mit liv, at jeg havde prøvet at have sommerferie, efter at ferieloven var blevet indført. I den ferie inviterede min arbejdskammerat Svend mig med til Fyn på besøg hos hans forældre.

Ved den lejlighed var vi oppe i det 140 m høje Odinstårn ved Odense. Tårnet var bygget af de kæmpemæssige stålrør, der udgjorde sænkekasserne fra den første Lillebæltsbro. Udsigten var fantastisk.Bilerne på pladsen virkede, som om de var på størrelse med tændstikæsker, så man følte et gys af svimmelhed.

Til dette tårn knyttede der sig en fantastisk begivenhed: en kommunist inde fra Odense præsterede en nat at kravle udvendigt helt til tops, til trods for at tårnet var bevogtet af tyskerne. Her fjernede han Hagekorsflaget og anbragte Hammer og Segl i stedet for. Tyskernes raseri over denne bedrift var så ophedet, at Brøndum-banden sprængte tårnet d. 14. dec. 1944.

Egentlig skulle jeg på dette tidspunkt være rejst hjem, da min kvota var opbrugt, men gårdejeren, hvor jeg boede, spurgte, om jeg ville blive et par uger mere for at hjælpe med at få de sidste roer samlet. Det sagde jeg ja til, da jeg befandt mig særdeles godt hos de flinke mennesker. Da roearbejdet var klaret, spurgte han, om jeg også ville rense nogle grøfter, så kunne det passe med, at jeg kunne nå hjem til Bornholm til jul. Altså tog jeg også denne opgave, og det det blev en hjertelig afsked, da jeg pakkede mine ting.. Konen forærede mig et pund smør, der jo var rationeret, så det var var en meget velkommen gave.

Jeg har senere besøgt disse pragtfulde mennesker 3 gange. Desværre ved jeg ikke, om de stadig er i live.

Tilbage til arbejdsløshed på Bornholm

Ved ankomsten til København blev jeg stillet over for et problem, som jeg ikke havde forudset: Jeg kunne ikke få en billet til Bornholm. Krigen og minefaren havde medført, at der var adgangs-begrænsning til rutebådene og deraf følgende lange ventelister på grund af julen. Derfor kunne jeg ikke forvente at komme afsted før efter nytår. Min eneste chance var en afbestillings-plads, så jeg forhørte mig hver dag, uden resultat, og det var ved at gå mig på.

Efter nogle dages forløb sagde de på billetkontoret, at jeg også burde prøve at henvende mig på lufthavnskontoret, da der var større chancer for en afbestilling. Dette kontor lå i den berygtede Dagmarhusbygning , men jeg anede ikke på dette tidspunkt, hvad der foregik bag disse mure.

På kontoret fik jeg besked om, at jeg skulle holde min kuffert pakket, da afbestillinger kunne komme med en times varsel – og efter 3 dage lykkedes det.

Jeg havde aldrig prøvet at flyve, og jeg var ærlig talt temmelig nervøs, men da jeg i modsat fald måske skulle gå i København og tære på mine sammensparede penge, så løb jeg risikoen.

Mærkeligt var det at se jorden forsvinde under sig, og den gamle 16 personers Fokker lavede en infernalsk larm, men vi nåede Bornholm uden uheld. Halvanden time senere stod jeg i Sandkås.

Der måtte jeg besvare et hav af spørgsmål fra kammerater og bekendte. Jeg var i deres øjne næsten lige så interessant, som hvis jeg havde deltaget i krigen, fordi jeg havde været lidt tættere på begivenhederne.

Mine egne problemer med hensyn til arbejde var stadig uløst. På Bornholm var chancerne lig nul, og i Sønderjylland det samme, da jeg nu havde været under Nødhjælpsordningen i sammenlagt et år. Andre skulle til!

---oooOooo---

 Johannes´ erindringer

3

Arbejdet i brunkullene.

 Afskrift af ”En arbejds-bi kommer til verden”. Uddrag.

I modsætning til den strenge vinter i 1942, så blev vinteren 1943 ret lempelig – og til min store overraskelse fik jeg besked fra Hedeselskabet om, at jeg godt kunne komme igen, da tilslutningen til nødhjælpsordningen ikke havde været stor nok.

Ankommet til Sønderjylland viste det sig, at jeg ikke kunne komme til at bo hos en landmand, men blev henvist til den halv-tyske Dora Achner fra Branderup kro. Belært af mine dårlige erfaringer sagde jeg: ”Nej tak!”, hvorefter jeg rejste til en stationsby vest for Herning, der hedder Kibæk. En kammerat fra Malling var kommet i arbejde i brunkulslejerne og boede der. Han havde skrevet til mig, at hvis det havde min interesse, så kunne jeg bare komme. Der kunne jeg sagtens få arbejde, for mange af dem, der kom, rejste dagen efter. De kunne simpelthen ikke klare det strenge arbejde.

Det var jo strålende udsigter, men jeg vovede det, for Bornholm var ikke sagen, og det var Dora Achner heller ikke.

Jeg husker tydeligt, at det var fastelavnssøndag, da jeg ankom til Kibæk. Det var ikke noget problem at finde Fru Pedersens pensionat, som jeg havde fået adressen på.

Jeg kunne godt få lov til at spise på pensionatet, men der var ikke plads til, at jeg kunne bo der. Ved fru Pedersens mellemkomst fik jeg anvist soveplads i den øverste ende af byen. Det var et almindeligt bræddeskur, der havde været brugt som hønsehus, men på grund af de mange brunkulsarbejdere var der flere penge i at leje det ud.

Det var modbydelig koldt, for det frøs 3-4 grader om natten. Mulighed for at vaske sig var der ikke, så det fik jeg lov at gøre nede på pensionatet, ude i vaskehuset.

^{Hus ved et af brunkulslejerne. Foto: Willy Jensen}

Den følgende morgen skulle jeg følges med en af de arbejdere, der vidste, hvor de manglede folk, men da min cykel ikke var ankommet, fik jeg lov at låne min kammerats. Han kørte med en lastbil til et leje 12 km længere mod vest.

Arbejdet i brunkullene

Johannes´ arbejdspladser:

Kibæk er markeret med en stjerne. Brunkulslejerne ved Momhøje er markeret med en blå cirkel.

De øvrige arbejdspladser understreget med blåt.

..

Det voldte ingen vanskeligheder at komme i arbejde. Der var nemlig et par stykker, der lige var smuttet, og det gik hurtigt op for mig, at det ikke var uden grund, for det her var ikke noget for slapsvanse.

Jeg kom på jordholdet, som skulle fjerne 6-7 m overjord for at frigøre kullene, der sædvanligvis lå i et 2 m tykt lag. De første 4-5 m var sand, men så kom det svære: noget, de kaldte klæg. Det var 2 m tykt, sort som kul, vandfyldt og sejt som gummi, hvorfor det klæbede til skovlen, som vi jævnligt måtte rense med en fladsnittet pind af facon som en spartel.

Da jeg ikke var i toptræning efter to måneders ledighed, var jeg dødtræt henad fyraften, og det var en 12-timers arbejdsdag. Desuden var jeg sulten som en ulv.

Da jeg ankom til mit hønsehus, faldt jeg hurtigt i søvn, til trods for at der lige ved siden af huset var en vindmølle, der med en klagende lyd pumpede vand til byens vandværk.

Næste morgen opdagede jeg, hvad jeg havde indladt mig på: Jeg var så øm, at jeg ikke kunne rejse mig, men måtte rulle mig sidelæns ud af sengen, og jeg gruede for, hvordan jeg skulle klare den kommende lange arbejdsdag. Min situation var nærmest at ligne ved en gammel, gigtsvag hest, der langsomt kommer i gang, og jeg døjede hele dagen – men jeg besluttede indædt, at jeg skulle holde ud – ellers var jeg henvist til at rejse hjem til arbejdsløshed.

Efter fire dage i hønsehuset fik jeg besked om, at jeg kunne komme til at bo på loftet hos byens slagter, der også drev pensionat, men det betød, at jeg skulle sige farvel til fru Pedersen, da slagteren betingede sig, at man også skulle spise der.

Den eneste fordel var, at der ikke var så koldt. Værelset var et lille rum, som jeg skulle dele med en anden, og min ”seng” viste sig at være en sammentømret kasse af rå brædder. Det halve af ”sengen” stak ud på gangen, der var ikke plads på anden måde.

Til daglig spiste vi i et rum ved siden af køkkenet, men i weekenden havde de andre, der var fra Malling-kanten, mulighed for at tage på familiebesøg, sådan at jeg var alene, og så blev jeg taget ind i spisestuen. Det var både godt og ondt, for den strenge indre-missionske atmosfære – med bordbøn og hver sit – virkede knugende. Lyspunktet var maden, for deres adgang til førsteklasses kød var ikke til at tage fejl af, men jeg følte lettelse, når spisningen var til ende, så jeg kunne sige: ”Tak for mad.”  - og trække mig tilbage til mit lofts-hummer eller gå en tur i byen.

Efterhånden havde jeg været i arbejde en måned – de første 14 dage var et helvede – men efter den tid var mine muskler så hærdede, at ømheden var væk. Jeg var i fysisk form så god som nogensinde. De 12 timers daglige pukleri kunne ikke knække mig, men jeg oplevede, at andre brød sammen efter bare en formiddag.

Der kom to unge fyre fra Fyn. De var lige blevet hjemsendt fra militæret. Formanden placerede dem øverst på ”Tippen”, hvor de skulle holde det opgravede klæg væk fra transportøren.

Til trods for at de var 2, kunne de ikke klare det. Efter frokost begyndte klæget at hobe sig op,  lidt før middag stod de i klæg til knæene – og da vi gik til middag, gik de ned ad skråningen – og vi så dem aldrig mere.

Efter middag blev jeg sendt derop, det havde jeg prøvet før – alene. Det var hårde betingelser, men man var nødt til at klare det  - eller forsvinde!

Entreprenøren var fra Svendborg og sandsynligvis fuld af fup og svindel, i hvert fald fik vi aldrig noget overskud, selv om vi arbejdede på akkord. Rygterne ville vide, at vores tillidsmand var bestukket til at medvirke i svindelen, men hvad lov og ret angår så var det ”Det Vilde Vesten”.

Fagforeningerne stod magtesløse, for han var naturligvis ikke med i Arbejdsgiverforeningen, og for hver måned, hvor der skulle foreligge en opgørelse, så havde han altid en søforklaring, som vi ikke havde nogen beviser imod.

Jeg oplevede dog at konstatere et bevis på hans svindelnumre: Jeg skulle have de lovhjemlede feriepenge og gik ind på kontoret for at få dem, men jeg kunne se på opgørelsen, at der manglede over 50 kr. Da jeg gjorde indsigelse, erklærede han i en fræk tone, at hans udregning var rigtig.

Det kunne dog ikke dupere mig. Jeg fortalte ham, at jeg havde gemt alle lønningsposerne, talt dem sammen og ganget med den fastsatte procentsats, hvorfor jeg bestemt vidste, at der manglede over 50 kr. – Alligevel påstod han stadig, at beløbet passede!

”Det er i orden”, sagde jeg, ”Feriepenge er lovsikrede. I morgen kontakter jeg politiet, hvor jeg afleverer lønningsposerne – så vil du høre nærmere”.

Han stirrede arrigt på mig et øjeblik, hvorpå han åbnede skrivebordsskuffen og rakte mig det manglende beløb.

Denne episode fik til resultat, at jeg senere blev fyret!

Et stykke tid efter ferien besluttede entreprenøren, at der skulle tages overjord af i døgndrift, da vi ikke kunne afdække kullene hurtigt nok. Det betød ansættelse af flere folk, og at vi hver anden uge skulle arbejde om natten. Det blev en prøvelse, for efter midnat var vi så søvnige, at det en gang imellem sortnede for øjnene – men også her viste det sig, at man kan trænes op til meget.

Der blev også ansat en ny formand, som viste sig at være i familie med entreprenøren, og det var hans væsentligste kvalifikation, eftersom han var cigarhandler fra Herning.

Det gjorde nu ikke så meget, for arbejdet kunne vi sagtens klare selv, og da han var en flink mand at snakke med, gik det ganske udmærket.

De fleste af de nye folk, vi fik, var fra Svendborg, så vi havde på fornemmelsen, at han havde kontaktet sin hjemby. Gennem disse nye folk blev vi klar over, at entreprenøren var arbejdsmand, for de havde gået til kontrol sammen med ham, inden han etablerede sig i brunkullene. På denne baggrund betragtede de ham nærmest som en kammerat, men glorien blegnede, alt som tiden gik, og det varede ikke længe, før de forsvandt igen. Der var jo andre arbejdspladser.

Link til Brunkulsmuseet i Søby

Link til Brunkulslejerne. Skov- og Naturstyrelsen

Der skete mange ulykker i brunkulslejerne, og vi gik heller ikke ram forbi. Jeg husker et tilfælde, hvor den 7 meter høje sandbrink skred ned over os og den 12 meter lange transportør.

Denne kraftige rørkonstruktion blev slynget til side og bøjet, som om den kun var et stykke ståltråd, og 2 af vores folk lå begravet under sandet.

Vi kunne se hårtoppen af den ene, og i rasende fart gravede vi hans hoved fri med hænderne, så han kunne trække vejret. Det viste sig, at han havde været snarrådig nok til at bøje armene op foran ansigtet, så der var en lille luft-lomme.

Nu brugte vi skovlene som besatte, for når vi gravede, kom der flere, mindre skred, og trykket på hans ryg fik ham til at stønne af smerte.

Lidt efter kunne vi også se den anden. Så vidste vi, hvor vi kunne grave uden at ramme nogen af dem med skovlen – og i løbet af et kvarter havde vi fjernet så meget sand, at der ikke kom flere skred.

Derpå fik vi dem hurtigt helt befriet, men de var både chokerede og forslåede, så de blev sendt hjem for at komme til lægeundersøgelse. Vi andre kunne ikke arbejde, før transportøren blev repareret. – Vi kørte hjem med en følelse af, at døden havde peget fingre ad os.

Blandt mange oplevelser, jeg havde dengang, er der én, som jeg ikke kan undlade at fortælle om:

Med mellemrum kom der to vagabonder i arbejde. Ustabile var de, for når de havde tjent en del penge, stak de af – landevejen var livet for dem – men fantastisk dygtige til at arbejde var de, så de blev antaget, hver gang de kom, ganske uanset deres omstrejfer-natur.

Den ene var præstesøn fra Fyn, han hed Johannes Pedersen, men blev kaldt ”Fyn”. Den anden hed Svend Eskerod, det er alt, hvad jeg ved om ham. De lejede aldrig et værelse, men sov i en dynge halm i en lade hos en mand, der handlede med kartofler.

Af tøj havde de kun det, de gik og stod i: Det var en luvslidt soldateruniform af de grågrønne, som militæret havde lige op til krigsudbruddet.

En dag hoppede wiren af kranen, i blokken, 12 meter over kullene. Det plejede kranføreren at ordne ved at kravle på maven langs udliggeren – men uden at tøve gik ”Fyn” armgang i selve wiren, ligesom en abe. Da han kom op, krogede han den ene arm om udliggeren og lagde wiren i blokken med den anden. Ligeså hurtigt som han kravlede op, var han nede på bunden af kulgraven igen – og råbte ”Kør bare!” – og så var den klaret.

I spisepauserne var det interessant at høre ”Fyn” fortælle om sine mange meriter. Sin far omtalte han som ”den gamle, skinhellige rad derhjemme”. Brølende stærk var han. Han kunne bøje et kronestykke med tænderne ved at presse det mod bordpladen.

---

Johannes blev sammen med 5 andre valgt ud til at starte et nyt brunkulsleje ved Kølkær. Der blev han valgt som tillidsmand – og umiddelbart derefter fyret.

Derefter fik han et job med at fælde ca. 200 træer.

En kort tid arbejdede han i et meget lille brunkulsleje (2 mand) ved Studsgård, men arbejdet gik hurtigt i stå på grund af dårligt vejr.

En uge før jul vendte Johannes tilbage til Bornholm.

 ---

Lidt hen i det nye år (1944) besluttede jeg mig for, at jeg ville rejse til Jylland igen, for vejret var tåleligt, og den kummerlige understøttelse stod i et skævt forhold til en rigtig ugeløn. Jeg havde heldigvis været så forudseende at bede fru Pedersen holde værelset til mig, mod betaling naturligvis, så jeg risikerede ikke denne gang at skulle sove i hønsehuset oppe ved vandtårnet. Vel ankommet til Kibæk skulle jeg finde en ny arbejdsplads. Lejet i Nørre Vium var lukket på grund af økonomiske vanskeligheder. Malling-folken var rejst hjem med undtagelse af én, jeg havde truffet på Bornholm, og han havde fået arbejde i et leje, de kaldte ”Andedammen”.

Nu spurgte han, om jeg ville med derud, for de manglede hele tiden folk. Det skyldtes, at det var natarbejde, og det var der ikke ret mange, der brød sig om i de lange, mørke nætter. Det var oven i købet en 12 timers vagt. Grunden til, at der skulle graves jord også om natten, var, at der var 12-14 meter sand over kullene, så dagholdet kunne umuligt overkomme at afdække kul nok.

Jeg sagde ja, for jeg havde efterhånden prøvet så meget, at der skulle en hel til at afskrække mig, og det var vel heller ikke værre for mig end min kammerat – men jeg blev hurtigt klar over, at det var endog meget krævende.

Efter at vi havde tilbagelagt vejen til Troldhede, hvor der var asfalt, skulle vi ad hede-veje, der nærmest bare var et hjulspor gennem lyngen. Derfor væltede vi også adskillige gange undervejs i det løse sand. Havde vi ikke haft ungdommens overskud af energi, så havde cykelturen i sig selv næsten været arbejde nok.

Det gik godt et par nætter, fordi vejret var stille og tørt, men så slog det om i regnvejr, hvad der voldte os store problemer, fordi det elektriske lys reflekterede i regn-dråberne , så det blev til tåge. Vi kunne umuligt se ned til bunden af graven, hvor transportøren stod. Hvis vi mistede balancen, kunne vi risikere at blive knust eller på anden måde komme til skade, så vi sad inde i skuret i adskillige timer.

Da vi gravede på akkord, sagde vi til tillidsmanden, at det kunne vi ikke blive ved med – men han svarede, at han ville garantere, at vi fik den normale timeløn uanset vejret, for han ville nødig af med os.

Denne garanti klarede han på en både spidsfindig og uærlig måde, hvad vi fik vished for efter nogle dages forløb. Vi havde ingen egentlig formand, tillidsmanden fungerede som sådan, men entreprenøren i København havde en repræsentant og regnskabsfører. Det var en pensioneret skolelærer, der boede i Havnstrup vest for Herning.

Han kom en gang om ugen for at måle op og udbetale penge. Inden han kørte igen, målte han 10 m fra kanten af graven og hen ad marken. Der slog han en række pæle i, så han den følgende uge kunne se, hvor mange meter, vi havde arbejdet os henad og regnede akkorden ud efter det.

Til fyraften gik tillidsmanden hen og rykkede pælene 5 m tilbage, hvad der altså gav os en regnskabsmæssig favør på 5 m, når skolelæreren kom næste gang.

Vi var lidt beklemte ved situationen, men tillidsmanden sagde, at det skulle vi ikke være – for da han skulle acceptere natarbejdet, havde han forsøgt at få garantier for, at afsavnet ved natarbejde indebar fuld timeløn til holdet. Det ville entreprenøren ikke gå med til, og derfor var der ingen grund til at have dårlig samvittighed, fordi vi gav ham tilbage af samme mønt. ”Han har ingen medlidenhed med os!”, sluttede han sine ord.

Nå ja – ansvaret var jo ikke vores. Ydede vi ikke arbejde for pengene, så døjede vi i hvert fald ondt for dem, og denne københavnske fabrikant havde i hvert fald ikke startet et brunkulsleje for vores skyld.

Selv om vi på denne durkdrevne måde kunne holde ugelønnen, så blev det os for meget, da det ustadige vejr fortsatte. Vi ville prøve at finde noget andet.

I weekenden tog min kammerat fra Malling hjem på familiebesøg, og da han kom tilbage var det for at hente sine ting. Han havde fået arbejde hos tyskerne og skulle bo i Lemvig. Det lød, som om det var alle tiders, for han skulle ikke gå og knokle, men være vogn-kontrollør. Betalingen var det dobbelte af, hvad vi kunne tjene i brunkullene – men opgaven var jo et led i tyskernes befæstning af den jyske vestkyst.

Det var et minus, rent moralsk set, men realiteterne var jo, at vi allesammen arbejdede for tyskerne, enten direkte eller indirekte. Denne dårlige undskyldning var vores eneste trøst!

For mit vedkommende gik det sådan, at jeg fik arbejde i et brunkulsleje uden for Kibæk, omtrent ved siden af det sted, hvor jeg var først, og det blev også mit sidste arbejdssted i brunkullene. Der var jeg til januar 1945.

Jeg havde det held at få tilbudt et værelse med varme. En ung fyr fra Bording ville hjem, og han sagde til mig, at jeg skulle gå hen for at sikre mig værelset. Han skulle nok sige til værtinden, at han kendte mig fra pensionatet.

Det var dejligt at kunne sidde og hygge sig på værelset om aftenen, hvis man skulle skrive et brev. Da jeg så i avisen henne på pensionatet, at ”Gyldendal” havde udskrevet en roman-konkurrence, besluttede jeg, at den ville jeg deltage i, fordi jeg altid havde haft lyst til at skrive.

Jeg havde en gammel skrivemaskine, som jeg havde købt af en af de tyske Hitler-flygtninge på Bornholm. Den sad jeg så og klaprede på om aftenen.

Dengang faldt det mig ikke ind, at dette klapreri kunne give anledning til gisninger om, at jeg udførte illegalt arbejde for Modstandsbevægelsen – men der boede et ungt par i den anden ende af loftet, og konen havde hørt mig skrive så at sige hver aften. Det fandt hun så mærkeligt, at hun omtalte det til naboerne. Heldigvis kom der ikke mere ud af det – ikke engang da jeg senere fik kontakt med lokale modstandsfolk.

Henne på pensionatet var der næsten hele tiden nogle, der rejste, og andre der kom. En af disse nye var en fyr fra Århus eller rettere omegnen, for hans forældre var fodermester-folk på Holmstrupgård. Han virkede meget sympatisk, og da der var gået et stykke tid, stak han mig diskret et illegalt blad, der hed ”Ugens Ekko” og var udgivet af kommunisterne.

Der var artige ting at læse om tysker-håndlangere og den slags. Detaljer, som vi hørte henne på pensionatet efter spisetid.

Da der var gået et par måneder, og jeg havde fået flere blade, trak han mig en aften til side og sagde: ”Jeg skal spørge dig fra Arnold(Arnold Jensen) henne i boghandelen, om du kunne tænke dig at have kontakt med Modstandsbevægelsen.”

Jeg tøvede lidt med svaret, for det var et farligt område. Vi hørte jo i pressen, hvad der skete, men jeg var også oprørt over tyskernes fremfærd. En af mine bekendte, Jens Peter fra Sandvig, var blevet henrettet i Ryvangen. Jeg sagde, at jeg godt ville snakke med Arnold uden på forhånd at love noget.

^{Gravsten på Allinge kirkegård. Jens Peter Funch Lind. 1921-1944.}

^{Foto: Willy Jensen. 2012.}

Resultatet blev dog, at jeg ville være med til at drøfte situationen en gang imellem. Det psykiske pres, som den tyske besættelse havde lagt på os, gjorde, at vi muligvis på et tidspunkt kunne blive nødt til at være med til at drive dem ud.

Arbejdet i brunkulslejet gik på den efterhånden kendte facon: 12 timers arbejde på de 6 hverdage og 10 timer om søndagen. Til gengæld havde vi fri hveranden weekend.

Hen på foråret mødte der en dag en ny mand på arbejde i lejet – man kunne også sige, at det var en gammel mand – han havde passeret de 60. Han var fra Århus-egnen, idet han i mange år havde gået som altmulig-mand på Lyngbygård.

Han må have hørt nogle rygter om brunkulslejerne og troet, at det var en slags guldgraver-virksomhed. Denne falske forestilling blev hans ulykke. Han havde ikke fysik nok til det hårde gravearbejde. Derfor satte formanden ham til at gå og rydde op. Desuden skulle han smøre transportøren, inden vi begyndte arbejdet ved seks-tiden om morgenen – og det blev hans død.

En morgen hvor det var tæt tåge, og vi var på vej ned i graven, kunne vi høre en mærkelig lyd, ligesom en svag brølen. Vi antog, at det var ung-kreaturer i en indhegning ved siden af brunkuls-lejet, men da vi kom helt ned, så vi den gamle mand ligge på ryggen og give en hvæsende lyd fra sig.

Transportbåndet var slimet af væde fra tågen, så han må være gledet og faldet baglæns ned på bunden af graven. Uheldigvis stod der en trillebør, fuldt læsset med sand. Den havde han ramt med nakken.

Vi fik i fart arrangeret en båre og bar ham op, mens formanden ringede efter en læge inde fra Kibæk. Vi dækkede ham med vores jakker og stod og så, hvordan han skiftede kulør i ansigtet, det blev efterhånden helt gulligt, og da lægen kom, måtte han nøjes med at konstatere, at manden var død.

Det var første gang, jeg så et menneske dø. – Arbejdet blev standset den dag. – Vi sendte en krans og fik senere et takkekort fra Lolland, hvor han var hjemmehørende. Hvilken tragedie at en gammel forslæbt mand skulle ende sit liv på den måde.

Formanden var en hård hund, der kunne skabe sig noget så frygteligt, men vi var efterhånden så forhærdede, ar det ikke bed på os. Vi passede vores arbejde og lod ham rase.

Han havde også en under-formand, en gammel gårdmand, der hed Søndergaard. Hvad han havde ham til, kunne vi ikke finde ud af, for han lavede aldrig noget, udover at stå og snakke med os, og det gave ingen kul i kassen – men vi fik alligevel lov at opleve, at der kom gevaldigt fut i ham. Det var om morgensen den 6. juni 1944. Han kom farende ud af skuret, alt mens han fægtede med armene. Han havde nemlig lige hørt presse: Invasionen i Normandiet var startet. Derefter kom formanden, og han var lige så ivrig: ”Hør nu her, gutter”, sagde han, ” Det må fejres. Det må vi have en bajer på!”

De gik begge og kom lidt efter tilbage med favnen fuld af øl. Vi var vældig oplivede og havde frisk mod til at fortsætte arbejdet.

Men det her med øl lugtede lidt af fup, for der var ganske vist en tildeling af øl til hårdtarbejdende, men vi så aldrig noget øl! Det drak formanden og Søndergaard – men den morgen fik vi allernådigst lov at drikke en af vores egne øller!

Det var meget varmt i den periode, men vi kunne ikke få andet end mælk. Vi konsumerede gerne en flaske om formiddagen og en om eftermiddagen. Dog husker jeg, der var en ung fyr fra Fårvang, der drak 5 liter om dagen. At han ikke blev syg, betragtede vi som et mirakel. Han må have haft et godt fordøjelsessystem.

Modstandsbevægelsen

Kort efter opstod der en kritisk situation inde i Kibæk. - Karlo, en af mine kammerater, trak mig til side en aften og fortalte: ”Arnold har fået underretning om, at en af hans bekendte i Herning er blevet snuppet af Gestapo, så hvis han ikke kan holde tæt, er der risiko for, at de henter Arnold også. Sagen er den, at Arnold har en maskinpistol skjult i baghuset. Den skal væk for alle tilfældes skyld, og nu vil han gerne, du vil være os behjælpelig med at få den væk i nat.”

”Hvordan skal det foregå?” spurgte jeg.

”Vi venter til sent i aften, så er der sandsynligvis ingen folk på gaden. Maskinpistolen er demonteret i en jernkasse. Den tager Arnold på bagagebæreren. Jeg tager en skovl – og du kører forrest ud af byen, uden noget, og sonderer terrænet, særlig ud for forsamlingshuset, hvor der bor 5 tyske soldater. Hvis vejen er fri, kommer du lige så stille tilbage, hvorpå vi alle 3 med passende mellemrum kører ned mod åen og videre, stadig med dig foran. Når først vi er ude af byen, er der ingen risiko, og vi graver pistolen ned i et læhegn langs jernbanen.”

Jeg kunne ikke undgå at blive nervøs. Der var en risiko. Jeg syntes dog ikke, jeg kunne svigte i så alvorlig en situation, så jeg lovede at komme hen til Arnold ved 10-tiden.

Ude i baghuset fandt Arnold maskinpistolen frem. Jeg havde aldrig før set sådan en i smådele, da jeg ikke havde været soldat – og forstod selvfølgelig heller ikke at bruge den, men nu skulle den altså væk.

Inden Arnold lukkede kassen, smurte han kanterne med konsistensfedt for at gøre den så vandtæt som mulig. Ingen kunne vide, hvor længe den skulle ligge nedgravet. Skulle situationen opstå, hvor den kunne komme i brug, ville det være ærgerligt, hvis den var totalt rusten. I kassen var der også plastisk sprændstof og tændsatser ("blyanter") med forskellige antændelsestider f.eks. 10 eller 20 minutter.

Vi var nu klar til afgang og kiggede først ud på gaden for at se, om der var fri passage – men tilsyneladende var alle mennesker gået i seng – og så kørte jeg.

Det var trykkende at køre i den mørke, nattestille by. Jeg kørte uden lygte. Nede ved åen gjorde jeg holdt for at se, om de andre var med. Da de lidt efter dukkede ud af mørket, fortsatte vi ud ad Velhusted-vejen, langs banen lidt forbi Kibæk-lejet i nærheden af et sted, hvor Arnolds svoger boede. Ved et bestemt træ i den læplantning med grantræer, Arnold havde omtalt, standsede vi.

Først skar vi græstørv af, så vi kunne camouflere hullet, hvorpå kassen blev lagt ned - under en sten. Det hele blev lavet så omhyggeligt, at ingen ville lægge mærke til, der nylig havde været gravet.

Da vi på tilbagevejen nåede byen, skiltes vi, fordi vi anså det for sikrere at køre hver for sig, og vi nåede da også hjem i god behold.

Et par dage senere da jeg kom hen på pensionatet, så fru Pedersen meget oprevet ud, og hendes stemme rystede, da hun fortalte: ”De har hentet Arnold til morgen. Gestapo kom kl. 4 (d. 7. juli 1944), og de gennemrodede hele huset, inden de kørte med ham". Jeg havde selv set bilen holde uden for boghandelen i Kibæk ved 6-tiden om morgenen, da jeg kørte på arbejde. Det var en rød Chvrolet med nummeret X 8122. jeg kan stadig se den for mig.

En solforformørkelse kunne ikke have virket mere knugende end denne meddelelse. Alle spiste i tavshed - og gik hver til sit knap efter.

Johannes og Karlo turde ikke blive i Kibæk. Jakob skjulte sig på en ejendom hos noget familie. Johannes tog til Århus og skjulte sig der i 10 dage. De første dage boede han på en ny adresse hver nat. Da Gestapo ikke havde været i Kibæk i den periode, vovede han sig tilbage til igen, men Karlo så han ikke siden.

Den næste morgen tog jeg ud til brunkulslejet, hvor de kiggede lidt forundrede på mig. Formandens ansigtsudtryk sagde mig mere end ord, at han var klar over situationen: ”Nå, du er klar igen – lad os komme i gang.”

Alt som dagene gik, blev jeg mere og mere overbevist om, at det var lykkedes Arnold at holde stand, siden Gestapo stadig ikke viste sig. Denne vished forstærkedes ved, at der var kommet et brev til Thora, Arnolds kone, om at han var blevet overført til en tysk koncentrationslejr.

En knugende vished for hele byen og i særdeleshed for Thora, der var gravid. – Måske ville dette barn aldrig få sin far at se.

På den baggrund følte jeg stor beundring for Thora. Hun viste sig langt stærkere, end jeg havde turdet håbe.

Efterskrift:

---

Thora passede boghandelsen, mens Arnold var i i koncentrationslejr, men var ikke lige begejstret for alle kunderne i butikken. I krigens sidste år opførte tyskerne en pejlestation i Hvedde ved Kibæk, hvor en del af personalet var unge piger i tyske luftforsvarsuniformer, og de kom i deres fritid for at handle i Kibæk - også i boghandelen, hvor de spurgte efter creme og kosmetik.

Thora nægtede at handle med pigerne og henviste til, at de varer, de ønskede, var udsolgt. "Das haben wir nicht, darum es Krieg ist. Alles ausverkauft!" Hun kunne også finde på at hente et billede af Arnold og et brev, hun havde fået af ham, og sige til pigerne: " Mein Mann ist in Deutsches Gefängniss. Mein Kleines Kind hat kein Vater. Das ist Gestapo sein Schuld!"

Arnold overlevede opholdet i koncentrationslejren og vendte efter krigen tilbage til sin kone og sit barn i Kibæk, men han havde mén af opholdet i Tyskland, både fysisk og psykisk.

Johannes bevarede kontakten med Arnold og besøgte ham flere gange. Han havde et stort ønske om at besøge ham endnu engang, men på grund af alvorlig sygdom nåede han det ikke.