Johs.: Stilling foråret 1945.
Afskrift fra ”En arbejds-bi kommer til verden”.
Tidens barskhed krævede beskedenhed på mange områder, - ikke mindst hvad boligforhold angik – og den ”lejlighed”, som Gurlis forældre havde skaffet os, var et eksempel herpå. Den bestod af en stue, samt et lille rum. Køkken var der ikke noget af, så madlavningen foregik i den gammeldags, firkantede kakkelovn med kogerum, og det var ikke allerbedst i et gammelt bindingsværkhus med fugtproblemer.
Madlavning i stuen krævede meget brændsel, og for at strække vores brunkul længst muligt, anbefalede min husvært mig at strejfe rundt i skovene for at samle grankogler. Det gjorde han nemlig selv. – Derfor tog jeg cyklen hver morgen og havde en sæk på bagagebæreren. På gode steder kunne jeg samle sækken fuld på en time – og kunne så nå hjem, til jeg skulle hen på fagforeningskontoret til kontrol.
Der var jeg selvfølgelig genstand for megen nysgerrighed – i min egenskab af bornholmer var jeg nok i de lokale arbejderes øjne at betragte som et sjældent dyr i zoologisk have.
Arbejde var der ingen mulighed for at få, så længe det var vinter. Der var kun 2 faste arbejdspladser: teglværket og jernbanen. For begge gjaldt det, at de havde deres faste stab år for år. Ud over det var det sæsonpræget arbejde i tørvemoser og måske håndlanger hos en murer.
Inde i Århus var situationen den samme, så for en tilflytter var situationen temmelig dyster, ikke mindst fordi der dengang gjaldt en praksis om ikke at tage folk fra andre kommuner i arbejde.
Da foråret kom, steg spændingen yderligere, men da alle efterhånden – gennem sladdertelegrafen – vidste, at jeg havde arbejdet i brunkulslejerne, lykkedes det for mig, ved min svigerfars mellemkomst, at få arbejde i en tørvemose, ude i Vrold, syd for Skanderborg.
Dette arbejde var på ingen måde strengere end i brunkullene, men ugelønnen var mindre på grund af, at vi havde normal 48 timers uge og trods akkordvilkår ikke kunne nå op over timelønnen, uanset hvor meget vi knoklede, hvad der selvsagt ikke var tilfredsstillende – men gårdmanden, vi arbejdede for, var ikke tilbøjelig til at forhøje akkorden. Han tilbød os i stedet at få et læs tørv frit leveret, når sommeren var forbi, og det måtte vi så nøjes med.
Jeg husker i tilknytning til den tid et par episoder, der var alt andet end behagelige. Jeg havde nogle illegale blade - og arbejdskammeraterne var nysgerrige efter at se dem - hvorfor jeg en dag tog nogle stykker med på arbejde.
Da jeg på hjemvejen nåede indkørslen til Stilling, gik der en maskinpistolbevæbnet tysk soldat midt på landevejen og standsede alle trafikanter. Hvad nu? Hvordan ville det spænde af? Han spurgte, hvor jeg kom fra, og hvor jeg boede, men mærkeligt nok forlangte han ikke at se, hvad jeg havde i rygsækken, så jeg følte det som en stor lettelse, da jeg fik lov at køre videre.
En anden episode var en morgen, da jeg ved 6-tiden var på vej på arbejde. Da holdt der ved indkørslen til Mallinggård en rød personbil parkeret i vejkanten, og en mand stod ved siden af. Han så meget alvorlig ud, men sagde ingenting, og jeg kørte undrende videre, da en personbil var et særsyn dengang.
Da jeg nåede arbejdspladsen, fik jeg forklaringen. Mads-Kristian var kommet 10 minutter før mig, og han rystede over hele kroppen. Da han nåede stedet med bilen, stod der 2 mand, og de truede ham med en pistol til at standse. De ville have oplysninger om en vis Bundgaard, der boede et par hundrede meter fra landevejen - altså var det Gestapo-folk.
Denne Bundgaard blev i øvrigt senere kendt som stor kreaturhandler med bl.a. gode forbindelser til Czechoslovakiet.
Efter 5. maj og tyskernes endelige nederlag blev jeg også vidne til det på èn gang glædelige og triste syn af endeløse kolonner tyske soldater på vandring mod grænsen. Mange af dem var i konfirmand-størrelse, og håbløsheden prægede deres ansigter, disse hundred-tusinder af ofre for Hitlers vanvid.
For en fuldstændigheds skyld bliver jeg også nødt til at nævne den lokale modstandsbevægelse, der fik nogle pletter på glorien den 5. maj.
Nogle karabinbevæbnede af dem stod og paraderede på landevejen til folke-skue, men uden nytte, for tyskerne var stadig bevæbnede. De fik dog arresteret en sølle arbejder, med mange børn, der for at holde føde i huset havde arbejdet for tyskerne nede på "Sølund".
De spærrede ham inde i et havehus, med en vagtpost udenfor, men de måtte selvfølgelig lukke ham ud igen.
- Vi havde jo alle - i sagens natur - arbejdet for besættelsesmagten - og - svagelig som han var - havde han kun præsteret at gå og rode lidt med en skovl. Fornuftigt tænkende mennesker måtte nødvendigvis få en flov smag i munden.
------oooOooo------
Til Johannes Jensen: Erindringer