Johannes Jensen: Erindringer om Brugsen i Tejn på Bornholm.

Brugsen i Tejn. Kilde: Bornholms Tidende d. 20.-21. nov. 1993.

Da jeg fik at vide, at Tejn Brugs fyldte 100 år, blev jeg meget forbavset. Godt nok havde vi Brugsen fra jeg var helt lille, men jeg er jo også kun fyldt 82 år, så det var længe før min tid.

Jeg har fået fortalt, at den begyndte i den ejendom, som senere blev kaldt "Strandgården", hvor Ejner Jakobsen boede i min tid, og før ham var det Martin Lund. Da han solgte, fik han bygget huset "Lindely" på Trekanten, men da der også var Brugs, var det Frank Hansen, der var uddeler.

Han gav sig senere til at være rebslager og lavede forskelligt til fiskerne. Han boede i huset over for Martin Lund. Det som senere Johannes Thorsen købte - men det var jo Brugsen, jeg skulle fortælle om. Den lå jo der, hvor Henning Nielsens søn har byggeforretning, og uddeleren hed Lind. Hvor han kom fra husker jeg ikke, men der kom en, der hed Johannes Pedersen og var fra Aaker. - Han var med i "Luthers Mission", som vi kaldte det. Her virkede han som prædikant og var en flink mand helt igennem.

Alt var jo gammeldags i forhold til nu - en lang disk med skuffer til de forskellige varer, en vægt med skåle til at veje kaffe på, og en almindelig balancevægt til at veje de andre varer på. Slagtervarer havde de ikke til daglig, men kun på bestilling. Det var grisehoveder, skinkeben og medisterpølse. Ja det kunne ske, de fik islandsk lammekød i en stor tønde, som stod inde i butikken, og ligeledes islandsk

sild. Alle havde jo petroleumslamper, og der var en pumpe inde i butikken, hvor de kunne tappe petroleum i en lille dunk, som blev langet over disken. Den dryppede gerne lidt, men så blev disken tørret af med en gulvklud. Langs væggen ud mod gaden stod der en lang kasse med låg på. Den havde i sin tid været brugt til klipfisk, men i min tid var der lappesko? til børn og voksne.

Den blev brugt til at sidde på, hvis der var mange mennesker, så de, der måtte vente, kunne høre lidt sladder imens, og så var det såmænd ligegyldigt, om det var kvinder eller mænd - de havde altid noget at fortælle.

Vinduerne var kun små. De var ikke som de er nu, og sådan som de har været i mange år, at de skulle bruges til at præsentere varer, for i de nye brugser er der næsten ingen vinduer.

Nej, dengang kom der kun noget frem, når det nærmede sig jul - så blev de fyldt med legetøj. Det gjaldt også den ene ende af butikken, hvor der til daglig var uldgarn, strømper og stof i metermål. Nu var der ludospil, lommelamper og dukker. Det helt store i denne herlighed var en dampmaskine. Hvem der købte sådan noget, aner jeg ikke, for fiskerbørnene kunne ikke få det - men måske bøndernes børn?

Men Brugsen var meget andet end det. Der var isenkram i kælderen med næsten alt, hvad fiskerne skulle bruge. Tovværk i mange tykkelser, blokke og sjækler og bolte. Ja, der var også asbestplader til toppakninger til bådmotorer. Ingen tænkte dengang over, at det var giftigt, sådan som nu, hvor de snakker om kræftrisiko.

I en sidebygning var der grovvarer med korn, salt og cement og i gården tjære og kul. De, der havde høns, og det havde de fleste, kunne få

klid og skaller - og lndmændene kunne få kraftfoder til deres køer. De havde virkelig meget i Brugsen, som de ikke har i dag.

Så var der dette her med "kontrabøger". Alle varer blev skrevet ind og talt sammen, når året var gået. Der var en bog for kolonialvarer og en for grovvarer. Kolonialvarerne gav næsten altid 10% i overskud og grovvarerne 2%, som folk fik til jul, og det var en god hjælp til julehandelen, når pengene var små. Jeg kan huske, min far og mor så altid

hen til de her overskud, så vi kunne få lidt svesker og andet godt, som vi ellers aldrig fik.

Generalforsamlingen var om efteråret. På det tidspunkt var de fleste af fiskerne hjemme. Sildesæsonen var forbi, enkelte fiskede laks, men det var ikke ret mange, og derfor var det en adspredelse at gå til generalforsamling. Bagefter var der noget, som de kaldte "bortakkordering". I dag ville vi vel kalde det auktion. Der var ting, der var blevet for gamle, og så var der tomme olietønder af træ. Når de blev skåret over, blev der to baljer, som kunne bruges til vaskebaljer og skyllekar i røgerierne, så dem var der altid afsætning på.

*

Ja, sådan husker jeg Brugsen i min barndom. Alle kom med en kurv til varerne. Hvis de skulle have meget, havde de to kurve med. Ingen købte mere, end de kunne bære, og plasticposer var der ikke noget der hed. Nu har de fleste en bil stående udenfor og kører varerne ud i en af de her indkøbsvogne, som løber sidelæns.

Og hvad køber folk så? Sukker og mel er der stadig, men vin og øl og dåsemad var der ingen, der havde råd til at købe hele året.

I dag er næsten alting pakket ind på fabrikken i det her dumme plastic, sådan at der

skal en kniv til at få hul på det. Nej, dengang havde de store papirruller på et stativ, sådan at de kunne rive et stykke af til at pakke ind i. Til sidst kom der sejlgarn. Nu er det plastictape, så alt papiret går i stykker, når der skal pakkes op. Jeg kan huske, at jeg fik altid indpaknings-papiret, som jeg glattede ud og tegnede på - enten det var stubmøllen i Tejn eller en drabelig fiskekutter, sådan som jeg ville have den, når jeg blev stor og skulle fiske. - Havde nogen dengang sagt, at jeg aldrig kom til at fiske, men blev kommunalarbejder i Århus, så havde jeg troet, at de var skøre i hovedet - men sådan blev det altså.

Derfor sidder jeg her i Jylland og tænker på min barndom i Tejn. Jeg tænker på alle de mennesker, som var dengang, og som ikke er mere - og naturligvis på dem, som jeg har kendt, og som lever endnu. Det står altsammen helt tydeligt i min erindring. Derfor vil jeg sende en hilsen til alle Tejn-boere - kendte som ukendte - fra en gammel dreng fra Tejn, som boede i det hus nede ved vandet, som søen skyllede rundt om, når der var rigtig "østen". Det var detyderste røgeri ved siden af Willy Jensen. Min far hed Hans Jensen og fiskede sammen med Andreas Jensen. De ældste i Tejn ved, hvem det er.

Røgeriet i Tejn. Foto: Flemming Jensen.

Afskrift: Leif Køhler Jensen. Korrektur: Aase Eriksen..

---oooOooo---

Se Johannes Jensens Erindringer

Link til TEJN lokalhistoriske ARKIV

	Da jeg fik at vide, at Tejn Brugs fyldte 100 år, blev jeg meget forbavset. Godt nok havde vi Brugsen fra jeg var helt lille, men jeg er jo også kun fyldt 82 år, så det var længe før min tid. Jeg har fået fortalt, at den begyndte i den ejendom, som senere blev kaldt "Strandgården", hvor Ejner Jakobsen boede i min tid, og før ham var det Martin Lund. Da han solgte, fik han bygget huset "Lindely" på Trekanten, men da der også var Brugs, var det Frank Hansen, der var uddeler.
	Han gav sig senere til at være rebslager og lavede forskelligt til fiskerne. Han boede i huset over for Martin Lund. Det som senere Johannes Thorsen købte - men det var jo Brugsen, jeg skulle fortælle om. Den lå jo der, hvor Henning Nielsens søn har byggeforretning, og uddeleren hed Lind. Hvor han kom fra husker jeg ikke, men der kom en, der hed Johannes Pedersen og var fra Aaker. - Han var med i "Luthers Mission", som vi kaldte det. Her virkede han som prædikant og var en flink mand helt igennem.
	Alt var jo gammeldags i forhold til nu - en lang disk med skuffer til de forskellige varer, en vægt med skåle til at veje kaffe på, og en almindelig balancevægt til at veje de andre varer på. Slagtervarer havde de ikke til daglig, men kun på bestilling. Det var grisehoveder, skinkeben og medisterpølse. Ja det kunne ske, de fik islandsk lammekød i en stor tønde, som stod inde i butikken, og ligeledes islandsk
	sild. Alle havde jo petroleumslamper, og der var en pumpe inde i butikken, hvor de kunne tappe petroleum i en lille dunk, som blev langet over disken. Den dryppede gerne lidt, men så blev disken tørret af med en gulvklud. Langs væggen ud mod gaden stod der en lang kasse med låg på. Den havde i sin tid været brugt til klipfisk, men i min tid var der lappesko? til børn og voksne.
	Den blev brugt til at sidde på, hvis der var mange mennesker, så de, der måtte vente, kunne høre lidt sladder imens, og så var det såmænd ligegyldigt, om det var kvinder eller mænd - de havde altid noget at fortælle. Vinduerne var kun små. De var ikke som de er nu, og sådan som de har været i mange år, at de skulle bruges til at præsentere varer, for i de nye brugser er der næsten ingen vinduer.
	Nej, dengang kom der kun noget frem, når det nærmede sig jul - så blev de fyldt med legetøj. Det gjaldt også den ene ende af butikken, hvor der til daglig var uldgarn, strømper og stof i metermål. Nu var der ludospil, lommelamper og dukker. Det helt store i denne herlighed var en dampmaskine. Hvem der købte sådan noget, aner jeg ikke, for fiskerbørnene kunne ikke få det - men måske bøndernes børn?
	Men Brugsen var meget andet end det. Der var isenkram i kælderen med næsten alt, hvad fiskerne skulle bruge. Tovværk i mange tykkelser, blokke og sjækler og bolte. Ja, der var også asbestplader til toppakninger til bådmotorer. Ingen tænkte dengang over, at det var giftigt, sådan som nu, hvor de snakker om kræftrisiko. I en sidebygning var der grovvarer med korn, salt og cement og i gården tjære og kul. De, der havde høns, og det havde de fleste, kunne få
	klid og skaller - og lndmændene kunne få kraftfoder til deres køer. De havde virkelig meget i Brugsen, som de ikke har i dag. Så var der dette her med "kontrabøger". Alle varer blev skrevet ind og talt sammen, når året var gået. Der var en bog for kolonialvarer og en for grovvarer. Kolonialvarerne gav næsten altid 10% i overskud og grovvarerne 2%, som folk fik til jul, og det var en god hjælp til julehandelen, når pengene var små. Jeg kan huske, min far og mor så altid
	hen til de her overskud, så vi kunne få lidt svesker og andet godt, som vi ellers aldrig fik. Generalforsamlingen var om efteråret. På det tidspunkt var de fleste af fiskerne hjemme. Sildesæsonen var forbi, enkelte fiskede laks, men det var ikke ret mange, og derfor var det en adspredelse at gå til generalforsamling. Bagefter var der noget, som de kaldte "bortakkordering". I dag ville vi vel kalde det auktion. Der var ting, der var blevet for gamle, og så var der tomme olietønder af træ. Når de blev skåret over, blev der to baljer, som kunne bruges til vaskebaljer og skyllekar i røgerierne, så dem var der altid afsætning på.
	* Ja, sådan husker jeg Brugsen i min barndom. Alle kom med en kurv til varerne. Hvis de skulle have meget, havde de to kurve med. Ingen købte mere, end de kunne bære, og plasticposer var der ikke noget der hed. Nu har de fleste en bil stående udenfor og kører varerne ud i en af de her indkøbsvogne, som løber sidelæns. Og hvad køber folk så? Sukker og mel er der stadig, men vin og øl og dåsemad var der ingen, der havde råd til at købe hele året. I dag er næsten alting pakket ind på fabrikken i det her dumme plastic, sådan at der
	skal en kniv til at få hul på det. Nej, dengang havde de store papirruller på et stativ, sådan at de kunne rive et stykke af til at pakke ind i. Til sidst kom der sejlgarn. Nu er det plastictape, så alt papiret går i stykker, når der skal pakkes op. Jeg kan huske, at jeg fik altid indpaknings-papiret, som jeg glattede ud og tegnede på - enten det var stubmøllen i Tejn eller en drabelig fiskekutter, sådan som jeg ville have den, når jeg blev stor og skulle fiske. - Havde nogen dengang sagt, at jeg aldrig kom til at fiske, men blev kommunalarbejder i Århus, så havde jeg troet, at de var skøre i hovedet - men sådan blev det altså.
	Derfor sidder jeg her i Jylland og tænker på min barndom i Tejn. Jeg tænker på alle de mennesker, som var dengang, og som ikke er mere - og naturligvis på dem, som jeg har kendt, og som lever endnu. Det står altsammen helt tydeligt i min erindring. Derfor vil jeg sende en hilsen til alle Tejn-boere - kendte som ukendte - fra en gammel dreng fra Tejn, som boede i det hus nede ved vandet, som søen skyllede rundt om, når der var rigtig "østen". Det var detyderste røgeri ved siden af Willy Jensen. Min far hed Hans Jensen og fiskede sammen med Andreas Jensen. De ældste i Tejn ved, hvem det er.