Gengivet med tilladelse af Peter Tiemroth, Bornholms Tidende. Skoleliv i Tejn for 90 år siden:
Lærer knaldede lussinger
så vand flød ud af ørerne
Af Peter Tiemroth Vor teknificerede tids voksende interesse for lokalhistorie er indimellem
båret af en nostalgisk længsel efter det enklere og simplere liv i »de gode
gamle dage«, som dog ingenlunde på alle punkter var så gode endda snarere
tværtimod.
Hvis unge mennesker i det 21. århundrede blot en dag eller to blev udsat for
de opvækstbetingelser, som var hverdag for bornholmske børn indtil midt i
1950¹ere, ville forældrene i løbet af no-time have foranstaltet en tsunami
af overgrebsklager på samtlige tv-kanaler.
Hvordan virkeligheden var for en fiskerdreng i Tejn for omkring 90 år siden
og for unge mennesker i almindelighed omkring Anden Verdenskrig får man
et udmærket indtryk af gennem en ny bog med titlen »Johannes Jensen - En
bornholmsk »arbejdsbi« -fiskerdreng, stenhugger, brunkulsarbejder«.
Johannes Jensen vil af mange huskes for sine polemiske debatindlæg i de
bornholmske aviser. I modsætning til læserbrevene er hans kontante facon en
styrke for erindringerne. Jensen går lige til sagen og afregner alt ved
Kasse 1 uden unødige svinkeærinder eller lommefilosofisk tankespind. Skinhellig bandit
Som når det f.eks. om en ny lærer i Tejn Skole hedder: »...han var en
skinhellig bandit. Vi havde aldrig været vant til morgenbøn, men det
indførte han og 5 minutter efter, at den var afsluttet, gik han rundt og
delte lussinger ud til dem, der ikke kunne salmeversene perfekt.
Der var det specielle ved disse lussinger, at de blev givet med knyttet
hånd, så der sommetider løb vand ud af øret på ofrene. Han var stor og bred
som en sværvægtsbokser og var aldeles uegnet som lærer. Havde det været i
dag, så er jeg overbevist om, at han var blevet afskediget.
Hans jyske herkomst og landlige perspektiv gjorde, at han slet ikke forstod
den ånd, der prægede fiskebyen. Det var tydeligt, at han favoriserede
gårdmandbørn og særlig dem, der tilhørte Indre Mission således at de
proletariske fiskerunger var »Prügelknaben«.
Han kunne heller ikke acceptere, at fiskerbørnene blev hjemme fra skole, når
der var stor fangst, men gik helt amok og fremsatte trusler hvad der dog
ikke havde den ringeste virkning. Sådan havde fiskerne altid gjort, og det
blev de ved med.«
Fiskerdreng
I Johannes Jensens tidligste barneår arbejdede faderen som stenhugger, men
blev senere fisker med røgeri nord for havnen nede ved strandkanten inden
opfyldningen, så bølgerne skyllede rundt om huset i stærk nordøstlig storm.
Med nutidens målstok var familien fattige som de fleste andre. Jensen har
imidlertid aldrig oplevet at gå sulten i seng. De fleste fiskerfamilier
dyrkede kartofler og grøntsager og holdt lidt høns. Men fisk prægede
middagsmaden næsten 100 procent. Kød kunne det højst blive til om søndagen.
Børn hjalp til i røgerierne, fra de var fem-seks år. Så fiskerdrengen
Johannes kunne selv betale sit tøj og satte penge i Sparekassen. Men da han
var 12 år skete, der noget, der vendte op og ned på mange ting og kom til at
forandre hans livsbane radikalt. Rødspætte-eventyr
»En morgen fiskerne kom hjem fra nattens tørn med at fange sild, lå der 2
fremmede fiskerbåde af en helt anden type end de bornholmske. De var større,
med lukket dæk, samt styrehus agter, og sove-lukaf foran. Det var fynboer
fra Fåborg, og de havde til hensigt at forsøge at fange rødspætter i
Østersøen, fortæller han.
De hjemlige fiskere grinede overbærende. Rødspætter var der aldrig nogen,
der havde forsøgt sig med. Det var spildt ulejlighed, mente de. Tiden, der
fulgte, viste noget andet. Da sommeren var gået, havde de fremmede fisket
for 12.000 i modsætning til, at sildefangsten kun havde indbragt 2.000,
som der var sædvane for.
Nu gik der fuldstændig panik i bornholmerne. De rejste rundt i det øvrige
Danmark for at købe halvgamle, udrangerede rødspætte-kuttere. Der var ikke
tid til at få nogle bygget, og det viste sig, at der var styrtende med
rødspætter, som gav en masse penge.«
Dette »fiskeriets Klondyke« satte imidlertid punktum for faderens
fiskertilværelse. Han fik vrøvl med benene, fordi denne form for fiskeri
krævede, at man skulle stå op på dækket dagen igennem, når linerne skulle
hales ind. Afskyede landet
I stedet overtog han den lille landejendom »Udmarksminde«, der endnu ligger
ved vejen over Sandkaasbakken, efter sin far. En ulykke for drengen
Johannes, der havde fiskerbyen som verden og livsindhold og nu i stedet
måtte flytte »på landet«.
»De nye lugte virkede frastødende på mig, og tøjet blev gennemsyret af dem,
hvorimod dunsten af fisk aldrig havde generet mig men det værste af det
hele var, hvis nogle gamle skolekammerater kom forbi på vej til byen de
grinede og spurgte, hvordan det var at muge ud under køerne, for det kunne
jo ske, at jeg havde overset, at jeg havde kolort på træskoene.
Det øvrige landbrugsarbejde var mig også en pestilens. Man fik frygtelig
indt i ryggen af at hakke roer, og ved høst af hø eller korn fik man støv
ned på den svedige ryg, det kløede rent forbandet,« fortæller han.
Han trøstede sig imidlertid med, at der var et spørgsmål om tid, før han var
stor nok til at kunne klare arbejdet på en fiskekutter. Men således kom det
aldrig til at gå, fordi en bondeknøs, der var lokket til havs af
rødspætte-guldet, faldt overbord og druknede. Som udløber heraf aftvang
forældrene Johannes det løfte, at han ikke ville være fisker. Stenhugger
Da familien ikke havde råd til at give ham en uddannelse, oplærte faderen
ham selv som stenhugger sidst i 1920´erne, hvor maskinerne endnu ikke havde
holdt deres indtog i øens mange små stenbrud. Og på et tidspunkt i 1930¹erne
var han med til at sende den hårde Rønne-granit til yderbeklædning af
betonkonstruktionerne på den belgiske del af Maginot-linien.
Efterhånden kneb det dog med beskæftigelsen i stenbruddene, hvorfor Johannes
Jensen forsøgte sig spm hotelkarl på både Blanchs Hotel på Hammeren og Dams
Hotel i Rønne og som lillebil-vognmand uden synderlig succes, inden han
efter krigsudbruddet tog træstubbe op i Rø Plantage til brug for brændsel.
Og da han hørte, at tyskerne byggede kanonstillinger ved Dueodde, cyklede
han en skønne morgen de 60 km. derned og fik arbejde på den indhegnede og
bevogtede arbejdsplads, hvortil cement og skærver ankom ad jernbane- og
tipvognsspor. Hitlers fødselsdag
Om 20. april 1941 Hitlers fødselsdag husker Jensen, at der næste morgen
i en snedynge lå en kakkelovn komplet splittet ad. Efter kantinens lukning
havde tyskerne fortsat deres festdrikkeri i boligbarakkerne, hvor de har
fået det for varmt.
»Murerformanden en kæmpestor berliner ved navn Spriewitz tog kakkelovnen
i favnen og smed den ud. At han ikke blev alvorligt forbrændt, må skyldes,
at han altid gik i en lang, tyk læderfrakke, fortæller Jensen.
Efter krigen kom Johannes Jensens oplevelser til at udspille sig i Jylland
og falder derfor uden for denne artikels rammer. Men han når dog at fortælle
om krigsårenes helt sagnagtigt hårde vintre, hvor han også fik en forsmag
på, hvordan det må være er at fryse ihjel, fordi han hver morgen skulle
stille til arbejdskontrol i Allinge. Is i april
»En morgen, hvor det havde frosset 33 grader om natten, blæste det kraftigt
fra nordøst. Kulden påvirkede mig i den grad, at det sortnede for mine øjne.
Jeg måtte vende ryggen til vinden for i det hele taget at kunne trække
vejret. Når jeg havde stået stille et øjeblik, kunne jeg fortsætte min gang,
så det tog sin tid at tilbagelægge de godt 2 km.«
Og da Johannes Jensen på grund af manglende arbejdsmuligheder 30. april
»emigrerer« fra Bornholm, lå der visse steder »stadig snedriver på højde med
tagskægget, og havisen var kun delvis forsvundet. Oppe under svenskekysten
sad vi fast i isen i over 2 timer...«.
---------------------------
En flittig skribent
Johannes Jensen, der døde for ti år siden, 91 år, var livet igennem en
flittig skribent. Bogen »Johannes Jensen - En bornholmsk »arbejdsbi«
-fiskerdreng, stenhugger, brunkulsarbejder« er uddrag af hans dagbøger,
redigeret af sønnen Leif Køhler Jensen på Forlaget Uhrskov. Som en tilføjelse optræder til slut en lille skildring af barndommens
Nordbornholm af Johannes Jensens yngre søster det nu 87-årige tidligere
socialdemokratiske byrådsmedlem i Allinge-Gudhjem Kommune Gunver Jensen,
Tejn. Johannes Jensen voksede op i Tejn og Sandkaas. Under krigen tvang
arbejdsløshed ham til Jylland, hvor han sled for Hedeselskabet og i
brunkulsejerne for siden at virke som arbejdsmand, stenhugger, jernbinder og
fliselægger, inden han blev pensioneret i 1981.
Herefter fik han tid til at skrive mere. Først og fremmest erindringsstof
fra Bornholm. I flere år skrev han hver uge til Dagbladet Bornholmeren på
sin nordbornholmske dialekt om små episoder i Tejn.
Som føljeton bragte avisen romanen »Mågerne skriger stadig« om udviklingen i
fiskerbyen Tejn og arbejdsforholdene i stenbruddene på Bornholm i
forfatterens ungdom. Og 17 noveller i bornholmsk dialekt blev i 1990¹erne
læst op i den daværende alternative lokalradio »Bornholms Stemme«.
Desuden var Johannes Jensen i perioder en ivrig læserbrevsskribent, når han
fandt, at noget burde påtales eller korrekses. Som debattør kunne han virke
polemisk og skråsikker. Og han var under ingen omstændigheder en mand, der
så meget som overvejede at lægge fingrene imellem.
pt |
