Sejlads på Stilling sø
- uddrag fra Vagn Juul Rasmussens erindringer -
Steen boede nede ved søen. De havde et par heste, som vi måtte ride på, og en lille jolle. Vi måtte ikke ro med jollen, men vi stagede os frem med lange kæppe, medens båden var bundet til land med en lang kæde. Vi ville jo gerne sejle langt, så Steen fandt en anden lang kæde som blev bunden i den første. Vi stagede ud, men så kunne kæppene ikke længere nå bunden. Vi halede da bare båden ind i kæden, troede vi. Da vi begyndte at hale ind, sad vi pludselig med den anden ende af den første kæde i hånden. Så ”ror” vi da bare med hænderne, men Steen syntes det gik for langsomt og begyndte at råbe. Hans moder og deres unge pige, kunne se, at der var noget galt, og kom løbende med årerne. Det hjalp ligesom ikke ret meget, og vi måtte ro ind med hænderne, indtil kæppene igen kunne nå.
Sten Bløcher i robåden
Der var vist lagt i kakkelovnen til Steen, og jeg skulle vist skynde mig hjem. Det var jo en kedelig historie, men Hr. Hansen syntes, at det var bedre, at vi for fremtiden tog årerne med og fik lært at bruge dem. Det var jo dejligt. Det gik nu ikke så længe, før de dovne drenge ikke gad at ro. Så kom der ”sejl” på skuden. En granrafte på en stump vandrør blev rejst i stævnen, og herpå blev der sømmet et kodækken, spændt ud ved hjælp af et kosteskaft og et stykke tov, som blev holdt i hånden. Så gik det derud ad. Én til at styre, med den ene åre bagud, og den anden til at passe sejlet. Herligt!
Sten Bløcher og ? i robåden med hjemmelavet sejl.
Spil´ Karl i Gram satte en jernkøl på båden, så den kunne krydse mod vinden.
Vi måtte ikke få båd hjemme. I stedet lavede vi tømmerflåder. Da vindmøllen i sandkassen ikke kunne mere, blev den, sammen med brædder og et par store bjælker, som far havde fået i bytte i en handel, brugt til at bygge en tømmerflåde. Som ekstra opdrift blev der surret nogle røde dunke vi havde fået på mejeriet. Dem havde der været ”Dampolie” i, til mejeriets dampmaskine. Der kunne godt være en 5-6 knejter ombord. Flåden blev staget frem med lange kæppe, og når der var medvind, blev et ko-dækken brugt som sejl. Den længste tur gik næsten helt til Solbjerg. Det gik fint, når man sejlede ud, men det var træls når man skulle tilbage igen.
Jørn Ehrenreichs far havde snedkerværksted ovenpå værkstedet, der lå over for H. P. Hansens lillebilforretning på Vinkelvej. Her har Jørn og jeg lavet utallige skibe og mange andre træting. Det var et dejligt sted, hvor det duftede af træ, politur og den varme lim, som stod og simrede i en gryde på ovnen. Efter at Gustav Ehrenreich havde bygget hus og værksted på Århusvej, var det også ham, der tog sig af byens skøjter om vinteren. Han havde lavet en holder til skøjten og sat en slibesten på sin fræser, så kunne han hulslibe skøjterne så de gled meget bedre. Jeg tror, det kostede en krone, men jeg mindes aldrig at jeg har betalt for det...
---oooOooo---