SKATTE-jagten
på
Stilling sø
Den så ellers spændende ud – put and take søen ved Pinds Mølle - men de var begge enige om, at de først ville holde pause, når de var kommet helt op ad den lange, snoede bakke ved Dørup.
Og pyh og puh endelig var de der! Godt at – slurk – slurk -vandflaskerne på cyklerne var helt fyldte med koldt vand!
Da de havde fået vejret igen og slukket tørsten, snakkede de om deres ”plan”. Jannek var lidt i tvivl: ”Tror du, han har husket, at det var i dag?”
Det var Jacob nu helt sikker på: ”Du ved da, at han altid skriver huskesedler, når det er noget vigtigt. Og det er da vel nok vigtigt, at vi skal på fisketur sammen med ham i dag.”
”Ja, ja” mente Jannek, ”især hvis han har husket at hænge sedlen op!”
---
Mens de holdt pause, fortalte Jannek vittigheder – og Jacob fortalte om dengang, da de havde en pølsevogn hjemme i haven til en fest, og alle kunne få gratis pølser.
Så var det med at komme op på cyklerne igen, men nu var de nået halvvejs til ”deres” sø, og resten af vejen var der ingen store bakker, så det gik hurtigt i højt gear.
Det varede ikke længe, før de var nået til jernbanebroen, og her kunne de se huset, hvor Jacobs onkel boede på den anden side af Stilling Sø.
Huset lå lige i skovkanten, højt hævet over søen.
Resten af vejen var ned ad bakke. Ja, det vil sige: lige til trappen – derefter var det op ad den høje trappe med de 117 trin. ALT skulle bæres op til huset derfra. Nå ja,undtagen bilen, cyklerne, bådene og den slags. - Alt, hvad der var tungt, var parkeret ved foden af trappen.
Jannek havde engang sagt, han troede, huset måtte være kommet med en helikopter.
Lige nu kunne de godt have ønsket sig, at der var en helikopter, der kunne tage sig af rygsække og fiskestænger, men heldigvis kunne de se, hjælpen var på vej!
”Din onkel har set os. Han er på vej ned ad trappen, Jacob”.
”Hej, turister, velkommen!” råbte onkel Kaj.
Det var ikke første gang, Jannek var taget med Jacob til huset ved
Stilling Sø. Denne gang var han taget med, fordi han havde læst i avisen, at der lige var fanget en kæmpe-gedde på over 5 kg i søen. Det var vist Danmarksrekord.
Derfor havde Jacob fået lov til at låne den ene båd + veste.
Hov, hvad var det? Kaj tog jo ikke fat i bagagen for at hjælpe dem op ad trappen! I stedet vinkede han dem over vejen og ned til bådebroen. ”Kom, nu skal I bare se!”
Åh, nej. Hvad havde onkel Kaj nu fundet på? Han troede nemlig fuldt og fast på, at der var en skat på bunden af søen. De havde allerede været på ”skattejagt” med ham flere gange. Desværre havde de ikke fundet noget, men i stedet havde de tabt et anker og ødelagt et net!
Nu pegede Kaj på den gamle pram: ”Har I nogensinde set sådan en før?” Båden så nu ud ligesom den plejede: bred og tung at ro. Hyttefadet med låg på var, hvor det plejede at være.
Før drengene kunne nå at gætte én gang, hvad det hele gik ud på, havde Kaj taget låget af hyttefadet, som ikke mere var et hyttefad...
Nu var der nemlig hul i bunden af båden – ja, det vil sige, der var en stort stykke glas, og da Jacobs onkel tændte to projektører over glasset, kunne man tydeligt se søbunden.
Det var helt klart, at Kaj havde lavet en ny ”opfindelse”, og at der ikke blev meget tid til at fiske gedder. Øv!
Drengene fik også vist et apparat, der skulle lave bippelyde, hvis båden sejlede hen over noget metal.
Jannek blev ikke overrasket, da han hørte Kaj sige: ”Hvad mener I så? Hvad med at tage på skattejagt i morgen? Den her gang har vi heldet med os!
Kaj glemte helt at høre, om drengene sagde ja eller nej.
”Nå, men så må vi hellere få noget at spise. Hov, forresten, jeg har vist glemt at slukke for ovnen!”
Derefter drønede den glemsomme kok op ad trappen i løbet af nul komma vupti, og Jacob og Jannek måtte selv klare bagagen.
---
Næste morgen stod de to drenge tidligt op. Måske kunne de nå at fiske lidt fra bådebroen, inden Kaj var klar til dagens skattejagt.
Det kunne de godt have sparet sig! Kaj havde allerede lavet morgenmad og sad nu ved bordet og studerede skattekort og vanddybder i søen, samtidig med, at han var ved at skrue et langt kabel sammen med et instrument med visere.
”God morgen! Godt, I er friske. Vi skal nemlig hurtigt i gang, inden vinden frisker op.”
Inden de var færdige med morgenmaden, var Kaj på vej ned ad trappen. ”Tager I lige de to kasser med?” kunne de høre, han råbte.
Da de kom ned til båden, kunne de se, at den var gjort klar til skattejagt på søen.
”Nå, ja – vestene!” – og så var de også klar.
De havde været på eftersøgning efter skatten før, så de vidste, hvad de skulle lave. Kaj styrede påhængsmotoren, og Jacob passede metaldetektoren. Det nye var, at Jannek skulle passe projektørerne og holde øje med søens bund gennem glasset i bunden af båden.
Skattekort behøvede de ikke. Det kunne de udenad:
”På en linie mellem kirkens tårn og den vestligste gård i Gram – så og så mange fod fra den nordlige bred.............”
Det var svært at passe metaldetektoren. Den måtte ikke røre ved bunden, for så gav den lyd fra sig, enten den rørte ved en sten eller mudder – eller hvad som helst. Derfor skulle Jacob holde øje med en måler, Kaj havde lavet. Den viste dybden – og så kunne han rulle kablet til metaldetektoren op og ned, så den svævede lige over søens bund. Det klarede han fint.
Men Jannek havde problemer. Vandet var lige så grønt som maling. Det blev det ved med at være, så han slukkede projektørerne.
Kaj fik nu den idé, at de skulle prøve at sejle i zig zag, og bagefter sejlede de i små cirkler. Og pudselig slog detektoren alarm!
Jacob trak forsigtigt i kablet. Det var ikke falsk alarm!
Kaj havde lavet nogle store kroge på en lang line. Dem sænkede han ned for at prøve, om de kunne sætte sig fast i et eller andet. Om de kunne! En af krogene havde sat sig så fast, at han ikke kunne hejse den op. Men hvad han ikke kunne, det kunne de tre til sammen, selvom det gik langsomt!
Og hvad kom op fra søens bund? Et anker! Onkel Kaj så temmelig forvirret ud: ”Jamen, det er jo det anker, jeg mistede sidste efterår.”
Men det mærkeligste var, at metaldetektoren blev ved med at bippe alarm, og viseren pegede på det røde felt til højre. Det betød:
guld eller sølv.
De forsøgte mange gange, om de kunne få krogene til at tage ved nede på bunden, men det var helt umuligt.
Mens de havde haft travlt med at ”fiske”, var vinden taget en smule til – og Jannek ville prøve, om det nu var blevet lettere at se ned i vandet. Det var lige, hvad det var! Da han tændte projektørerne, kunne han tydeligt se helt ned til bunden.
Han kunne se en gammel cykel og noget, der lignede et låg eller et fad og en ”tønde” – var det vist.
Kaj mente, at cyklen måske var blevet brugt til at lege med på isen en vinter for mange år siden.
Han kunne endda huske, at engang, hvor isen var meget tyk, var der nogle unge mennesker, der var kørt rundt ude på isen i bil . Det var skrupskørt, men de slap godt fra det.
De sejlede forsigtigt rundt på stedet, og det var helt tydeligt, at det var ”tønden”, der gav de højeste bippelyde.
Det så ud, som om der havde været et håndtag i den ene ende af ”tønden”, men det var vist rustet væk.
”Bak, bak”, råbte Jannek – Jacob sejlede baglæns - og minsandten: I den anden ende af ”tønden” var der det nydeligste håndtag. Kaj prøvede at ramme med krogen – og det lykkedes i 2. hug!
Der var ikke noget at betænke sig på: Kaj bandt en plastic-dunk for enden af rebet, netop så stramt, at den var lige under vand-overfladen. - Der var jo ingen grund til at vise alle dem, der boede ved søen, at der foregik noget mystisk!
Nu var der ikke andet at gøre end at sejle tilbage til Kajs hus og finde ud af, hvad de skulle stille op med ”tønden”. Det var nok ikke helt nemt at få den op fra bunden af søen.
Ja, hvad skulle de egentlig gøre?
I hvertfald så sejlede de tilbage til Kajs hus, som han sommetider kaldte ”Borgen”. Den kunne godt ligne en meget lille borg, som den lå der højt oppe i skovkanten.
På hjemvejen havde Jannek travlt med at kigge ned på søbunden gennem glasset i bunden af båden. Han så både fisk og vandplanter og flere rustne cykler og en enkelt barnevogn – men hvad var det?
Han troede ikke sine egne øjne: en gul ubåd kom nok så nydeligt sejlende afsted på flere meters dybde – lige ind under deres båd. På siden af båden stod bogstaverne U-M. Den havde både tårn, 2 periskoper og 2 propeller, men det var nemt at se, at det var en model u-båd.
Et øjeblik efter satten den farten op, og så var den væk. Lidt efter kom den tilbage i modsat retning og sejlede i retning af bugten ved Søvejen.
Da ”skattejægerne” var tilbage ved søbredden, kunne de se en dreng, der stod oppe på den stejle skrænt ved Søvejen og fjernstyrede et eller andet.
Kaj kendte drengen. ”Han hedder Mark. Han er sikkert på besøg hos sin farfar og farmor.”
Derefter var der tænkepause og skattejagt-idémøde på ”Borgen”
---
På mødet snakkede de om forskellige metoder til at få fat i ”skatten”:
Frømandsudstyr med iltflasker (Jannek).
Låne en større båd med et elektrisk spil (Jacob).
Bygge en u-båd af genbrugsmetal med plads til 1 voksen (Kaj!)
Selvom Mark og Jacob tvivlede på Kajs idé, syntes de alligevel, den var så sjov, at de lovede at tage med op til Søren Smed, der altid havde en masse skrammel liggende uden for sit værksted: gamle biler, vandbeholdere, blikplader, rustne plæneklippere, motorer o.s.v.................
---
Da de kørte op ad Søvejen, fik Jacob øje på drengen med fjernstyringen. ”Hvad med at smutte over og se, hvad han laver?”
Drengene blev sat af bilen og kravlede op ad skrænten hen mod drengen, som så lidt forskrækket ud, da de satte kursen lige mod ham.
Det gik dog hurtigt over, da drengene fortalte om model u-båden, de havde set. Jo, det var ganske rigtigt hans. Han havde fået den af sin storebror. Nå, ja: U-M! Det var en model af en af de to mini-ubåde, der havde fotograferet Titanic på bunden af Atlanterhavet.
Jacob og Jannik kunne se, hvordan Mark styrede båden ved hjælp af et rat og to stænger og en skærm med små firkanter. De fik begge lov til at prøve. ”Lidt svært!”
Men det var også sjovt, så det gik der lang tid med – men pludselig kunne de se onkel Kaj stå og vinke ovre ved smedens hus, så de måtte til at sige farvel til Mark.
De var alle 3 blevet gode venner, og Mark havde fortalt dem om u-båden og givet dem lov til at styre den – så måske skulle de også fortælle ham om deres hemmelighed?
Det måtte de lige snakke sammen om, når de blev alene, men de nåede da at få Marks telefonnummer.
Da de kom ned til Søren Smed, var Kaj i gang med at prøve at overbevise smeden om, at en kasseret gylletank sagtens kunne blive til skroget på en mini-ubåd. Den skulle bare lige spules og svejses og lappes lidt sammen.
Smeden grinede, så han næsten ikke kunne få vejret, men rystede energisk på hovedet: ”Mange skøre ting har du fundet på i tidens løb, men det her er dog det værste! Det er simpelthen for farligt, så det bliver ikke med min hjælp!
Slå nu de tosserier ud af hovedet, så giver jeg en øl!” Så fik han øje på Jacob: – ”og en sodavand.” Bagefter fik han øje på Jannek: ” –eller to!”
Selvom onkel Kaj var lidt slukøret efter smedens kommentarer, sagde han ikke (aldrig!) nej til en øl, og det varede ikke længe, før snakken gik, som den plejede: vidt omkring. Idag handlede det om fremtiden i Stilling.
Søren Smed havde hørt, at der var planer om en motorvej midt gennem Jylland – i hvertfald langt væk fra Stilling.
Onkel Kaj havde læst om en elektrisk jernbane gennem byen, men nu kom smedens kone, som åbenbart havde en god hørelse, og blandede sig med det sidste nye. Oppe ved damefrisøren havde hun hørt, at der var en vandskiklub fra Århus, der havde planer om at flytte til byen!
De blev hurtigt enige om, at det var lige usandsynligt altsammen.
- ligeså usandsynligt som ......en færgerute til Solbjerg.
Jacob nåede lige at tilføje: ”Hvad med at tømme hele søen for vand, så ville det være meget nemmere at få fat i sk..... Ups!!! Så nåede han ikke at sige mere! ---heldigvis! Men alle snakkede i munden på hinanden, så ingen hørte vist hans lille fortalelse.
---
På vejen hjem fortalte Jacob og Jannek om Mark, og at de gerne ville fortælle ham om skattejagten.
Det ville Kaj lige tænke over, for så skulle skatten jo deles i 4 dele i stedet for 3! – Men på den anden side: Efter det gamle sagn skulle skatten jo være meget stor, og lige nu vidste de jo ikke engang, hvordan de skulle få fat i den.
Kaj nåede derfor frem til, at hvis Mark havde en idé, så de kunne få fat i skatten, så kunne han være med i skattejagten og få ¼ af det, de fandt.
ZZZ---ZZZzzzZZZzzz
Både Kaj og drengene sov godt den nat – og drømte en del:
Kaj drømte, han var en aborre, der hentede guldmønter op fra søens bund og lagde dem i en bunke ved søbredden. Desværre kunne han (aborren) ikke tælle, så han kunne ikke finde ud af, hvor mange mønter, der var hans ¼-del af skatten.
Jannek drømte, at han havde fået et frømandsudstyr med iltflasker,, men desværre var den ene af svømmefødderne i barnestørrelse, og den anden var i voksenstørrelse, så han svømmede bare rundt og rundt.......... og kunne ikke nå ned til skatten.
Jacob drømte, at han havde opfundet en maskine, der kunne veksle gamle guldmønter om til 20 kroners mønter, men pludselig forvandlede maskinen sig til en ”énarmet tyveknægt”.
Nu ville den kun spytte 20´ere ud, hvis man rykkede i håndtaget, og der var 3 ens billeder foran på maskinen. ØV – ØV - ØV!
---ZZZ---zzz
Da det blev morgen på ”Borgen”, blev skattejægerne enige om at invitere Mark til et ”skattejæger-idémøde”. Jacob ringede til ham med det samme.
Et kvarter efter var mødet i gang. Mark havde endda nået at tage de rundstykker med, som Kaj havde bestilt ved bageren.
Mark havde svært ved at tro på, hvad han hørte: En tønde med guldmønter på bunden af søen! Guldmønter, der var flere hundrede år gamle! Havde det da bare været en rigtig u-båd, han havde!
Det hjalp ikke for Kaj, Jannek og Jacob, at de havde sovet godt. De kunne kun huske skøre drømme og havde ingen nye idéer.
Faktisk var det kun Mark, der havde et nyt forslag: Hans farfar kørte nemlig med en gravemaskine. Lige nu var han næsten færdig med at grave ud til dræn på en eng mellem Gammel Stilling og Blegind. Det var et par km fra bøjen over tønden med skatten.
Måske kunne de overtale Marks farfar til at køre en lille omvej efter fyraften?
Det var jo det eneste forslag, der måske kunne bruges, så det blev hurtigt vedtaget. Det ville nok blive svært at overtale Marks farfar, hvis de ikke kunne give ham en fornuftig grund til at køre en omvej og oven i købet arbejde i sin fritid.
Der var vist ingen vej uden om: ¼ til hver, blev nu 1/5 til hver, for nu var de 5 til at dele!
Men ville Marks farfar tro dem? Det var jo egentlig en utrolig historie!
Han blev i hvertfald meget forbavset, da Mark ringede til ham og fortalte om den gamle skrøne om skatten, og at det måske slet ikke var en skrøne alligevel. I hvertfald blev han så interesseret, at han lovede, at han kunne være på stedet ved 17-tiden.
Nu fik resten af skattejægerne travlt med at blive klar til kl. 17. Kaj fik allermest travlt, for han skulle lige have tegnet et anker med 8 eller 12 spidser, der kunne sætte sig fast i håndtaget på skatten. Derefter måtte han op til Søren Smed én gang til og bede om hans hjælp.
Denne gang var der ingen problemer. Smeden var så vant til Kajs mærkværdige påfund, og i løbet af få minutter havde han fundet nogle stumper jern og gik i gang med at svejse. Det blev et nydeligt anker med 12 spidser og et stort ”øje” i toppen.
Kl. 16.30 sejlede Kaj og de 3 drenge over søen til det aftalte sted ud for kirken, så de var i god tid – men allerede da de sejlede ud fra bådebroen, kunne de se den store gule og rødbrune gravemaskine på den nordlige side af søen.
Da de nåede ind til bredden, råbte Marks farfar, at han havde monteret 300 m stålwire på spillet på maskinen. Nu manglede de så at sætte det nye anker fast på wiren. Det var nemt, for ankeret passede fint til krogen på wiren.
Nu kom det svære: Ankeret blev anbragt i båden, og wiren skulle sejles ud til bøjen ved skatten, og den var tung! Den var så tung, at den lagde sig på bunden af søen, hvor den skulle slæbes gennem mudderet.
Motoren på båden arbejdede for fuld kraft, og alligevel føltes det næsten, som om båden lå stille.
Det gjorde den nu ikke, men det tog 20 minutter at sejle ud til bøjen.
Og så skulle det vise sig, om onkel Kajs nyeste opfindelse: et anker med 12 spidser duede til noget. Mon ikke! Ankeret greb fat i håndtaget på skatten i første forsøg!
Mark vinkede til sin farfar, at han skulle sætte spillet i gang.
Han var godt klar over, at det var en tung og skrøbelig gammel ting, han skulle prøve at få trukket på land. Håndtaget på skatten kunne jo brække af, eller tønden kunne gå i stykker. Det eneste, der var helt sikkert, var, at wiren var meget stærk, og motoren på grave-maskinen havde mange kræfter.
L – a – n – g – s – o – m - t skulle det gå.
Stille og roligt og sikkert blev tønden trukket gennem mudderet, op fra søens bund og flere meter ind på søbredden. Det føltes, som om det tog en hel dag!
Våd og rusten og beskidt var den - med store huller foroven, men nu kunne de se, at det ikke var en tønde, som de havde troet. Forneden var tønden firkantet, og det var kun låget, der buet. Altså en rigtig skatkiste – forhåbentlig!
Kaj var den første, der nåede hen til skatkisten, og han stak hånden ned gennem et stort hul i låget. Nu kom drengene også til. Og hvad så de? Kisten var fyldt med mudder og vand og vandplanter. En ål svømmede rundt dernede – måske ville den gerne ud. Jannek forsøgte at fange den, og det lykkedes også i 3 sekunder, så smuttede den fra ham og ud i søen.
Hvad nu? Forhåbentlig var der noget spændende nede i kisten, men de vidste også, at det, de fandt, kunne være ”danefæ” (gamle værdifulde ting som skulle på museum).
Derfor ringede Kaj til Moesgård Museum for at fortælle om deres fund. Kisten kunne de jo ikke bare lade stå ved søbredden, så museet lovede at sende to af deres folk i løbet af en time.
Museumsfolkene kom som lovet, og de blev ovenud begejstrede, da de så, hvad der var kommet op af søen – men desværre havde de glemt at tænke på, at tingesten ikke sådan lige kunne være i bagagerummet i lille Mazda.
Skulle de virkelig sidde og holde vagt ved siden af deres fund hele natten, indtil de kunne fat i en vognmand?
Selvfølgelig ikke! Jacob løste problemet ved at komme i tanke om Søren Smeds ”fejeblad” (en lille lastbil til at transportere gamle biler med – altså biler der ikke selv kan køre. Bilerne bliver trukket op på lastbilen ad en slidske ved hjælp af en kran).
Da Kaj ringede til Søren Smed, lovede han at komme med det samme – når han lige havde spist den bøf nr. 3 og en kartoffel.
To timer senere var fundet fra Stilling sø ankommet i god behold til museets kælder, og nu var der ikke andet at gøre end at vente i spænding på, hvad museumsfolkene fandt nede i mudderet den næste dag.
Så blev det aften og nat efter en lang og helt usædvanlig dag.
zzzzzz---zzzzz
Nå, ja - skattejægerne fandt snart ud af, at det der med ”næste dag” – det kom ikke helt til at passe, for skattekisten skulle tørre meget forsigtigt og langsomt for ikke at gå helt i stykker – men de fik også at vide, at folkenene på museet allerede havde fundet en del guldmønter øverst i mudderet, og de regnede med at finde mange flere!
Museet ville give besked, når de havde undersøgt det hele, og så ville de ringe til Kaj.
Det var også ved at være slut med feriedagene. Jacob og Jannek cyklede hjem dagen før de skulle begynde i skolen igen. For Mark var det for alt for langt at cykle. Han skulle både med bus og færge for at komme hjem, men det var kun spændende!
---
Da der var gået 71 dage (Jannek havde talt dem) skete der to ting: 1. Fra museet ringede de til Kaj.
2. Da Jannek og Jacob cyklede fra skole og hen forbi kiosken, stod der på en avisplakat:
Guldskat fundet i jysk sø.
3 drenge får findeløn på en million.
Længere nede stod der mere. Det måtte være deres skat.
Utroligt! Men sandt!
Senere på dagen fik de at vide af Kaj, at de var inviteret ud på museet for at se fundet, som senere ville blive udstillet på Nationalmuseet.
Forresten var der også findeløn: 1.100.000 kr. - til deling mellem 5.
Det var det største beløb, der nogensinde var blevet udbetalt for danefæ. Desuden ville de få én gulddaler hver.
Nu kunne de så glæde sig til at se guldskatten – og hilse på Mark og hans farfar!
Sagnet om "Skatten i Stilling sø"
Sagnet fortæller, at der i januar 1643 blev sænket en skatkiste med mere end 100.000 guldmønter i Stilling sø.
Der var krig mellem Danmark og Sverige, og kisten blev sænket af danske soldater, der var på flugt fra Skanderborg slot til Århus.
De danske soldater huggede hul på søens is og sænkede kisten ca. 125 m fra søens nordlige bred i en linie mellem kirkens tårn og den vestligste gård i Gram.
Ca. Position:
56 grader, 06 min. nord – 09 grader, 99 min. øst.
Vanddybden er ca. 12 m.
I 1860 forsøgte to dykkere fra Århus at finde skatten.
I 1954 og 1955 forsøgte nogle frømænd det samme.
Andre har også prøvet lykken, men forgæves!
Leif K. Jensen – efterår 2005.