GUNVERS ERINDRINGER.
Forfatter: Gunver Jensen, Sandkås. Indhold: Fra min barndomstid og julen Barndommens lege Lidt om tiden efter min konfirmation Besat af tyskerne Besat af russerne Ud og hjem
Fra min barndomstid og julen
Fra jeg var godt et år, boede jeg sammen med min far og mor og min bror Johannes hos mine bedsteforældre. Det var på en lille landejendom, og da mine bedsteforældre blev gamle og ikke kunne magte mere, flyttede vi hjem til dem.
Min far havde været en tur i Amerika, hvor min tante Johanne og onkel Kristian boede i en by, der hedder Erie, tæt ved grænsen til Canada. Min tantes mand, der hed Thorvald, var fra Jylland. Han sejlede på Eriesøen, hvor han arbejdede for toldvæsenet. – Onkel Kristian var bager. Han blev aldrig gift.
Min bedstefar døde, da jeg vist var omkring 5-6 år, og min bedstemor døde ikke så lang tid efter. Min bedstefar hed Johan og min bedstemor Karoline, og det fik jeg til mellemnavn.
Men jeg kan ikke huske julen, da bedsteforældrene levede. Først da jeg begyndte i skolen, kan jeg huske julen. – Grisen blev jo slagtet i december. Køleskab fandtes ikke, grisen blev saltet ned. Der blev lavet lungepølse og ikke mindst: blodpølse, som jeg syntes, var det bedste ved grisen, og jeg holder stadig meget af blodpølse.
Det skete, at min onkel og tante i Hasle kom til pølsegilde. Min onkel hed Vilhelm og havde også i sine unge år været en tur i Amerika. Min tante hed Kristine, og hun havde arvet en købmandsforretning i Hasle efter sin onkel, og derfor var der altid en god kurv med med: kaffe, sukker, kirsebærvin, snaps, slik og andet godt til julen.
Mine to kusiner Kirsten og Bodil var også med, så havde jeg nogen at lege med. Johannes var jo voksen og legede ikke mere.
Det skete også, at vi var til julegilde i Hasle, og så lejede min far en vognmand fra Allinge til at køre. Det var en stor oplevelse. – Om sommeren kunne det ske, at far satte hesten for ponyvognen, når vi skulle derud.
Da jeg blev voksen, har Johannes og jeg også cyklet til Hasle med pølse og fået nogle gode ting i kurven med hjem. – En aften vi kørte hjem, punkterede Johannes´ cykel, da vi var halvvejs hjemme. Han sagde, jeg skulle bare køre hjem og sige, han kom senere, men han havde en lang spadseretur hjem.
Min barndoms jul: Ja, der var ikke noget, der hed julegaver. Vi fik god mad. - Pebernødder og appelsiner og juletræ var der ikke noget, der hed. - Da jeg kom i skole opdagede jeg jo, at mine kammerater fik gaver og havde juletræ. Men jeg var til juletræ på vores skole, og det var meget hyggeligt, og så var der jo vores søndagsskole-juletræ. Vi fik nogle dejlige stykker mad med fint pålæg på og hvidtøl til. Vi fik slik, kagemand, appelsiner og en lille gave til os, som gik i søndagsskole, og det gjorde næsten alle børnene dengang – enten i den ene eller den anden.
Far og mor tilhørte Luthersk Missionsforening, og her gik jeg, og det gjorde Johannes også, da han var dreng.
Vi havde en dejlig lang juleferie fra skolen, og jeg syntes altid, der var sne, så vi kunne komme ud og kælke. – Jeg har forresten også været i kirke, da jeg var lille, men ikke juleaften, derimod julemorgen, altså 1. juledag. Jeg gik med far og mor til Olsker rundkirke. Det var langt og koldt på en vinterdag.
Men julegaver kom der da, for tante i Amerika sendte altid en pakke til jul, som far hentede på toldkammeret, når tolderen havde rodet hele pakken igennem. Der var en ting til alle, nyt tøj og dukker til mig – flotte dukker, som jeg næsten ikke fik lov at lege med. De sad bare til pynt, og så kunne de endda sige: Mama.
Ja, det var lidt om min bardoms jul – og set med nutidens øjne måske en fattig jul, så forstår jeg godt som voksen, at min far som en fattig husmand ikke havde så mange penge – men jeg er aldrig gået sulten i seng – og har mange gode minder at se tilbage på.
Barndommens lege
Her er lidt om, hvad jeg legede, da jeg var barn.
Da jeg var helt lille, inden jeg kom i skole, så var det jo kælken, hvis der var sne, og det, synes jeg, altid der var. Jeg kælkede sammen med naboens dreng, der var lidt yngre end mig. Vi lavede også glidebaner i vejgrøfterne, og hvor der ellers var is. Skøjter havde vi ikke, men gummistøvler var ret gode at glide med.
Når det blev forår, spillede jeg bold. Op ad en væg kunne man spille med en – to – op til - 4 bolde.
Jeg hoppede også reb. Det var ikke noget fint sjippetov, jeg havde, men et stykke reb, som gjorde samme gavn.
Ude i haven lavede jeg også mad af sand og alt muligt i de gamle gryder, min mor havde kasseret.
Min bedstefar og bedstemor boede jo hjemme hos os. Jeg kan ikke rigtigt huske, da min bedstefar døde, men min bedstemor døde, da hun fyldte 90 år, samme dag. – Hende kan jeg huske. Hun passede mig meget, da jeg var helt lille, og min mor havde travlt.
Vi havde hund og katte, og dem legede jeg meget med.
Jeg kan også huske, at min tante fra Amerika kom og havde min fætter, Robert, med. Han var lidt ældre end mig, men han lærte snart lidt dansk, noget havde tante vel lært ham. Min onkel, som jeg aldrig har set, var også dansk – fra Jylland, og han besøgte vist sin familie der.
Om foråret, inden jeg skulle begynde i skole, i april, havde min mor lært mig at læse, skrive og regne, men det var vi flere, der kunne, da vi kom i skole, så det var nemt for vores frøken. Vi var 30 børn i klassen i Tejn. Der var også en skole i Olsker, og der var lige så mange. Der manglede ikke børn dengang. Der var mange søskende i en familie.
Men hvad legede vi så i skolen?
Om vinteren, når der var sne, og vi havde frikvarter, da sloges vi med sne eller lavede snemænd – og var vejret alt for dårligt, fik vi lov at være inde i skolestuen i frikvarteret, hvis vi var stille. Så byttede vi glansbilleder eller skrev gækkebreve til hinanden, og i det store frikvarter spiste vi vores madpakker.
Vi havde jo lappesko (hjemmesko) med. Man gik ikke ind med støvler på dengang.
Om vinteren mødte vi først kl. 9 og fik fri kl. 15, så var det om at skynde sig hjem, inden det blev mørkt. Nogle børn på landet havde længere hjem, end jeg havde.
– Vi sang altid morgensang og sluttede også med en sang, som regel:
Nu er dagen til ende
Og til hjemmet vi gå
Hvad vi lærte at kende
Skal vi nok huske på.
Når det blev forår, spillede vi meget bold i skolen: langbold, rundbold – og sanglege. – Vi havde også en bom på legepladsen, som vi gik på og slog kolbøtter på, og ribber at klatre i.
Jeg lærte også at cykle, da jeg begyndte i skolen og fik også en gammel, brugt cykel, så jeg kunne cykle til skole. Det var også meget nemmere end at gå de 2 km. Der var ingen skolekørsel dengang.
Da jeg var omkring 10 år og altid var forkølet, fandt lægen ud af, at jeg havde polypper, så jeg skulle på Allinge Sygehus og have dem fjernet. Jeg var meget bange, men min far lovede mig et armbåndsur. Det havde mine skolekammerater nemlig. Jeg fik godt nok mit armbåndsur, men måtte ikke tage det på i skolen, det kunne jo blive ødelagt, men hvad var det så værd? Jeg snød mig til at tage det på engang imellem.
Hvad legede man så efter skoletiden?
Ja, se på landet gik vi kun i skole hveranden dag, og så var dagen længere om foråret: en hel time mere i skolen. Jeg hjalp jo til med at sætte kartofler, tynde roer ud, med græshøsten, selve høsten, plukke bær, tage kartofler op og tage roer op. Det gjorde børn på landet dengang, men der var også tid til at lege.
Nabodrengen, som jeg legede med som barn, hans far lavede en lang kælk med rat, og vi var mange børn og voksne, som fik en tur på kælken om vinteren.
Ellers spillede vi bold, og vi havde en snurretop og en kæp med en snor i, og så slog vi til toppen, så den snurrede..
Vores vej var blevet asfalteret, så den var god til den slags lege. – Da jeg begyndte i skolen, var det en grusvej, som gik forbi huset, vi bor i nu..
Vi var også begyndt at få turister hjemme hos min far og mor. Bedsteforældrene var jo ikke mere, og deres lejlighed kom der turister i, og de havde børn, som jeg legede med. De kom fra København, og en af dem er stadig min veninde. Hun blev gift og kom til at bo i Aalborg, og vi ringer stadig væk sammen en gang imellem. Men en sommer havde hendes mor en badedragt med til mig, for nu skulle jeg med dem ned til stranden og ud at bade. Jeg fik også lært at svømme. Dengang blev man bare ved, til man kunne. Jeg blev meget glad for at gå til stranden og er det stadigvæk.
Men vi andre børn legede jo sammen også. Vi havde hønseringe, kugler og hoppede paradis, legede røvere og soldater, det gjorde vi sammen – piger og drenge – legede tagfat, og hvad ellers de gamle lege hedder.
Efter konfirmationen var det slut med at lege, nu skulle der bestilles noget. Men det er en helt anden historie, som vi kan vende tilbage til.
I min fritid som voksen var det håndbold, som blev min store interesse. Jeg ser gerne damehåndbold i TV. Annette spiller også håndbold, og Maya på 11 år er også begyndt.
Lidt om tiden efter min konfirmation
Selve konfirmationen blev der ikke gjort meget ud af. Jeg blev konfirmeret i april i Olsker rundkirke. Tejn kirke blev først bygget året efter. Min mor var med mig i kirke, ikke min far. Hvorfor ved jeg ikke. – Jeg tror, at Johannes dengang arbejdede på Dams Hotel i Rønne og ikke havde fri. Vores naboer, som havde den dreng, jeg legede med, de kom og spiste til aften, ellers var der ingen gæster, og jeg fik et forklæde som gave fra dem. Jeg fik ikke noget af min far og mor, men fra naboer, vores venner, fik jeg en sølvring, lommetørklæder og telegrammer med en 5 kr. seddel (Det havde man dengang).
Sommeren derefter var jeg hjemme og hjalp til med alt muligt både inde og på marken, men det gav ingen penge. Jeg fik maden og lidt nyt tøj og en enkelt biografbillet, som var 35 øre for børn og en krone for voksne.
Da det blev efterår fik jeg en formiddagsplads nede i Allinge. Det var fra 7 morgen til 13.30 om eftermiddagen. Jeg fik maden og 25 kr. om måneden. Dem fik jeg lov at beholde til tøj og lommepenge. Den første vinter, jeg var der, fik vi isvinter og sne. Havet frøs til, og man kunne næsten gå til Christiansø. Det var dog for farligt, der kunne være våger i isen.
Det første, jeg skulle om morgenen, var at fyre op i kakkelovnen, og en morgen, da jeg kom, stod vandkedlen i kakkelovnen fra dagen før, og vandet i den var blevet til is, så det var bare med at få gang i koksene. Det havde frosset 30 grader om natten.
Krigen var jo brudt ud i Danmark. Tyskerne havde besat os, og min far, som altid havde været meget sparsommelig, købte en dyr radio, så vi kunne høre BBC fra London. Det var i øvrigt en bornholmer, jeg tror nok, han hed Johannes Sørensen, som læste nyhederne op. Når der var hilsen til tante Anna og flere hilsener, var vi klar over, at englænderne kastede våben ned i Danmark, flere steder i Jylland, og vi tænkte på Johannes. Det anede os, at han var med i modstandskampen.
Hvad kunne man så lave i sin fritid, når der var krig, mørklægning, og vi skulle være hjemme kl. 21, det forlangte tyskerne. En vinter, Johannes var hjemme, fulgtes jeg med ham i biografen og så mange franske film: ”Klokkeren fra Notre Dame”, ”De elendige”, som i dag hedder noget retning af ”Les Miserable”. Vi læste også om aftenen: Johannes, min mor og mig. Far gik gerne tidligt i seng. Vi stegte æbler på kakkelovnsringene, de smagte så godt. Det var jo ved petroleumslampens skær, og pludselig osede den, og den sorte sod faldt ned i hovedet af os og bøgerne.
Johannes lavede engang elektrisk lys i stuen ved hjælp af en akkumulator. Det var skønt, men akkumulatoren blev ret hurtigt tom.
Til foråret begyndte jeg at arbejde i et silderøgeri i Tejn. Vi mødte kl. 6.30 om morgenen, så skulle silden renses og tørres og røges, og fyraften var kl. 21 om aftenen. Vi fik 1 kr. i timen. Selvom det var en lang dag, så var det ikke så hårdt, og jeg følte mig helt rig.
Jeg var også begyndt at spille håndbold, og det blev min helt store interesse. Der var ikke nogen sal, det var udendørs baner. Om vinteren gik vi til gymnastik og badminton. Det var i en uopvarmet sal og omklædningsrum med kakkelovn. Det var ikke særlig bekvemt, og vi arbejdede godt for at holde varmen.
En dag syntes min far, at jeg skulle lære noget, så jeg kom i lære i en manufakturforretning i Allinge, den der stadig ligger nede på havnen. Der var stadig krig, så det var svært at få tøj i butikken. Det var rationeret. Tøjet kaldtes maksimaltøj. Det var ikke særlig godt, og sommetider kradsede det, når man fik det på.
Jeg kan huske, da freden kom. Jeg havde været til håndboldtræning, og da jeg kom gennem Allinge på vejen hjem, stod alle vinduer åbne. Alle hørte radio. Jeg skyndte mig hjem og sagde til min far, at han skulle lukke op for radioen, for der var blevet fred.
Besat af russerne
Dagen efter solgte vi alle de danske flag, vi havde i forretningen, og overalt i byen var der Dannebrogsflag, og om aftenen var der fest oppe på vores stadion. Alle var så glade. Men Bornholm blev hjemsøgt som så mange gange tidligere, for russerne kom og bombede Rønne og Neksø sønder og sammen. En hel familie blev dræbt, da deres hus i Rønne blev bombet. Det var forfærdeligt. Jeg følte mange gange, at ens ungdom ligesom blev ødelagt af den krig. Senere blev vi besat af russerne. Befriere, følte vi ikke rigtigt, de var.
Russerne kom også og handlede hos os. Der kom en mand og købte en masse drengetøj. Vi lærte jo at forstå hinanden lidt, så han fortalte, at han havde 7 drenge derhjemme, som han sendt tøj til. En gang Gurli og Johannes var på Bornholm, fortalte jeg dem om det. Gurli sagde: ”Spørg, om han har cigaretter?”. Dengang var det meget svært at få cigaretter. Jeg spurgte ham om cigaretter, men han havde ingen, men han havde ”mahurca”, det var russisk for tobak. Det fik jeg noget med hjem af til Gurli. Hun rullede det og røg det. Det lugtede ganske forfærdeligt!
Men alting får jo ende, og en dag rejste russerne hjem, og da drog vi på Bornholm et lettelsens suk. Vi var bange for, at vi aldrig var blevet af med dem. De havde deres egen kirkegård i Allinge, der ligger mange russere begravet. Et af vore hoteller i Sandvig var lazaret, og mange af soldaterne døde. De kom jo fra fronten. Der ligger også en del tyskere på Allinge kirkegård. En krig er altid forfærdelig, når unge mennesker ikke kommer hjem igen.
|
|
 |
|
Foto: Svend-Erik Skaarup |
Foto: Willy Jensen |
En dag lærte jeg jo Willy at kende. Vi rejste til Jylland, da han skulle være soldat, men han trak frinummer. Vi blev i Skive i 3 år og fik Flemming derovre, men så rejste vi tilbage til Bornholm, for jeg savnede Bornholm så forfærdeligt. Jeg blev faktisk syg af hjemlængsel. Jeg savnede øen og vennerne der. Måske skulle jeg have grebet sagen an på en anden måde og begyndt at spille håndbold derovre og på den måde lært nogen at kende.
Red. 24.04.04.
