Oskar Thomsen fortæller om det gamle Gram

- uddrag -

---

Lydinterview om Grams historie med Oskar Thomsen

- ved Mogens Maigaard -

---

I 1940 bestod Gram af 6-7 gårde og en halv snes huse. Stilling og Gram var ikke sammenbygget. Store marker adskilte de to byer, som ikke havde meget samkvem.

 

Skanderborg Slots pant i Grams gårde.

I 1767, da Rytterdistriktet blev ophævet, blev Gram ved en auktion solgt til Generalkrigskommissær Magnus von Beringskjold for 4.053 Rigsdaler.

Værdien af det solgte svarede til halvdelen af gårdenes værdi. Det skyldige beløb stod i flere hundrede år som 1. prioritet i samtlige gårde og blev forrentet med 1% p.a.

Efter sammenlægningen af Skanderup-Stilling og Skanderborg kommune i 1963 blev ejerne opfordret til at indbetale restgælden. Oskar Thomsen indbetalte sin gæld for "Søndergård".

Se skødepåtegning og kvittering vedr. de kgl. penge for Gram Sødergård

Gram skov.

I 1898 blev Søvejen anlagt, og Gram skov blev udskiftet i lange, smalle skovlodder, der alle strakte sig fra Søvejen til Skovvejen. Skovlodderne fik samme matrikelnr. som gårdene, de hørte til, hvad der gav problemer, hvis de blev solgt fra - f.eks. ved generationsskifte. Den, der ejede gården, skulle nemlig betale skat af hele matriklen incl. skovlodden, selvom den var solgt fra. Dette er heldigvis senere ændret.

En del af skoven blev brugt til brændsel under 1. og 2. verdenskrig.

 

Kirkestien.

Selvom Gram i mange år hørte til Skanderup kirke, var der mange Gram-boere, der foretrak at gå ad kirkestien til Stilling kirke. I tidens løb har der dog været mange stridigheder om stiens berettigelse og forløb. Om efteråret blev den ofte pløjet op af landmændene på ruten.

Stien udgik fra midten af Gram (ved forsamlingshuset) og gik i lige linie til Gram skov øst for Kærgård. Herfra enten langs skovkanten eller inde i skoven. Den sidste del gik langs vestbredden af Stilling sø. Afstanden mellem Gram og Stilling kirke var ca. 1,5 km.

 

Sandgravene.

Sandgravvej har fået sit navn fra de mange sandgrave, hvor "det hvide sand" eller "Gram-sand" blev gravet op. Det stod på i mere end 100 år - fra før 1900-tallet til omkring 1970.

Nogle steder blev der måske gravet, hvad der svarede til et hestevognslæs om ugen. Det blev kørt til Blom i Skanderborg og afregnet med 5 kr. I andre sandgrave blev der gravet meget mere. I nogle sandgrave kunne man hente sandet direkte fra overfladen, mens det andre steder lå i 5-6 meters dybde under gult sand.

Sandet var af meget høj kvalitet og blev blandt andet anvendt til at strø på gulve. Det meste blev dog brugt industrielt f.eks. på jernstøberiet Dania i Århus og Birn i Holstebro. Sandet blev også brugt til fremstilling af vinduer på Aarhus Glasværk og senere Fyens Glasværk. (Kvaliteten var så fin, at sand, der var blevet til overs under fremstillingen, kunne blæses af ruderne med kompressor).

Sandet blev transporteret til stationen i Stilling, hvor det blev læsset på godsvogne eller afhentet af firmaernes egne lastbiler ved sandgraven. Sandgravene lukkede i 1970erne - ikke på grund af mangel på sand - men fordi der var kommet andre produktionsmetoder, der ikke krævede sand.

På Sandgravvej har der været lynnedslag og ildebrande mange gange i årenes løb - og blandt de lokale beboere har man diskuteret, om det skyldtes sandet eller andre naturforhold i forbindelse med sandet.

Sandkørsel fra Sandgravvej omkr. 1900. Udl. af Skanderborg Egnsarkiv.

 

Vandforsyning.

Indtil vandværket blev bygget i 1938, var der ofte problemer med at skaffe drikkevand. Det foregik ved pumpen på Gl. Virringvej overfor den tidligere købmandsbutik, Gl. Virringvej 3, hvor køen sommetider startede fra kl. 4. Den vestlige dam (et aflangt vandhul, hvor Gl. Virringvej 1 nu ligger), blev opfyldt mellem 1940 og 1943. Den blev brugt til kreaturvanding. Den østlige dam, der også nu er opfyldt (År?), blev i en periode brugt som branddam. Arealet bruges nu som P-plads. Vandværksbygningen er nedrevet.

Mellem Gl. Virringvej 4 og 6 gik der en kreaturvej til et fælles vandingssted nord for Vidjekjær. Vejen var så bred, at to hold kreaturer med 4 i bredden i hvert kobbel kunne passere hinanden. Vandet på vandingsstedet var så dybt, at tyskerne i 1864 kunne "svømme heste" der.

 

Købmand og Forsamlingshus.

Den første købmandsbutik i Gram åbnede i 1920, og få år senere opførte tømrer Pedersen Gram Forsamlingshus. Der var forskellige problemer i forbindelse med byggeriet, men efter 2-3 år kunne forsamlingshuset indvies.

Hverken købmandsbutikken eller forsamlingshuset bruges mere til de oprindelige formål, men er i privat eje.

---

Interviews SJ/TH. Ref. LK. Korr. AaE. Juni. 2010.

---oooOooo---

Til Gram-siden

Til Grams historie

Til forsiden