Med skratpen, blækhus og
frygten for en tredie verdenskrig
Lisbet Nielsen fortæller om sin skolegang
Afskrift efter SKOLEHISTORIE(R) s. 24-25
Jeg begyndte i skolen som 6-årig - den 1. april 1953. Skolen havde dengang 4 klasser: 1., 2., 3. og 4., hvor de tre sidste var opdelt i a- og b- klasser. Det vil sige, at man gik 2 år i hver af disse klasser og hørte skiftevis til de "små" og de "store". En del af undervisningen var fælles for både a- og b-. Så havde læreren omkring 35-40 elever på een gang.
Skolen havde 2 lærere: en forskolelærerinde og en førstelærer.
Da der kun var 2 lærere, var der selvfølgelig også kun 2 klasseværelser: det lille (som var frk. Mortensens domæne) og det store, hvor Lykke-Møller rådede.
Vi sad ved gammeldags skolepulte med vippelåg og og blækhus.
I klassen blev vi - i hvertfald i begyndelsen - placeret efter alder. De ældste sad ved første bord og så fremdeles. Men et udslag af frøkenens specielle pædagogik var, at såfremt en elev faldt i unåde, blev vedkommende som straf sat ned til nederste bord. Jeg husker engang, hvor proceduren blev udført modsat, idet en meget dygtig elev - med frøkentække - blev flyttet frem til forreste bord. Så måtte de andre rykke nedad i rækken.
Fra 2. klasse fik vi lov til at komme ind i den store klasse til Lykke-Møller. I første omgang var det kun til sang. Det var nogle gode timer, og selvom vi måske ikke helt forstod at værdsætte Lykke-Møllers violinakkompagnement, lagde disse timer for mig grunden til en stadig glæde over den danske sangskat. Lykke-Møller dannede iøvrigt et sangkor, som underholdt ved juletræsfester og lign.
Der var jo ingen gymnastiksal, så vores akrobatiske udfoldelser strakte sig til lidt rundbold og "to mand frem..." i skolegården. Da vi blev "store", gik vi med Lykke-Møller over på stadion og spillede håndbold. Respekten for læreren var stor og skulle efterleves. Jeg husker en episode fra engang, hvor vi piger var ovre og spille håndbold. Drengene havde åbenbart fri denne time, og en af klassekammraterne, der boede nær stadion, gik forbi på vejen, mens vi løb rundt på grønsværen. Enten så han os ikke, har måske troet sig ubemærket, eller tænkt, at han i sin fritid ikke var omfattet af de strenge regler om "respekt" for læreren. I hvert fald "glemte" han at stå stille og respektfuld tage huen af for Lykke-Møller, hvilket næste dag indbragte ham en kraftig reprimande med tilhørende "nakkedunk".
Af fag havde vi dansk, regning, skrivning, bibelhistorie, Danmarkshistorie, geografi, sang, zoologi og håndarbejde. Og så fik vi engelsk i 4. klasse Om sommeren blev zoologi erstattet af botanik, og vi gik ture langs søen og plukkede blomster, som vi sønderdelte i bægerblade, kronblade, støvfang, og hvad det nu alt sammen hedder.
Skoledagen blev altid indledt med salmesang og Fadervor. Vi gik også i skole om lørdagen, og jeg husker, at min klasses skema et par år var udformet, så vi havde 2 timers skrivning (skønskrift med skratpen og blækhus - og klatter!) 1 time med Katekismus (bl.a. udenadslære af De ti Bud og tilhørende skriftsteder), og endelig 2 timers håndarbejde, hvor strikkepindene blev knuget skæve af anstrengelse og garnet stramt og filtret af små, fugtige nervøse næver... i selskab med frøkenen !
Der er vist ikke noget at sige til, at man næsten altid havde ondt i maven disse lørdage, og at fraværsprocenten var ret høj.
Nogle få af eleverne fik "særundervisning", dvs. ekstra timer (som om de ikke havde det hårdt nok i forvejen!). Jeg husker ikke, vi havde særlige hjælpemidler i undervisningen - bortset fra 4-6 symaskiner. Vi hørte vist ikke båndoptagelser fra skoleradioen, og TV var absolut på begynderstadiet. Det vildeste var Jørgen Bitch's besøg. Han kom vist ca. hvert andet år og viste skrattende, flimrende smalfilm fra sine oplevelser hos pygmæer. Og mon ikke det var Falk Rønne, der viste os film om, hvordan Australiens urbefolkning åd kængurufostre ?!
På mange måder havde vi en ret beskyttet tilværelse. Byens størrelse gjorde, at vi alle kendte hinanden, hinandens børn og forældre. Men der var jo en verden udenfor Stilling, også tættere på end Afrika og Australien, Der var opstand i Ungarn, og 2. verdenskrig lå ikke længere væk, end at frygten for en 3. verdenskrig ulmede. Jeg husker ikke, om vi i skolen snakkede om risokoen for en ny storkrig, men i hjemmene var store som små, ivrige lyttere til Radioavisens seneste nyheder.
Verden udenfor begyndte også at eksistere på en anden måde for mig. Omkring 5.skoleår (3b) var vi nogle stykker, der begyndte at tale om at få en eksamen - en realeksamen forstås !
Det normale dengang var vel, at højst 1-2 fra hver årgang fik studentereksamen (man skulle jo helt til Århus), 4-5 real - eller præliminæreksamen, mens resten havde fået nok efter 7. skoleår. Ungdoms- eller efterskoler var faktisk ikke inde i billedet.
For at få den eftertragtede eksamen blev man almindeligvis flyttet til den private realskole i Skanderborg, men fra 1958 kunne man også komme på kommuneskolen i Skanderborg (nuværende Morten Børup Skole), hvis man bestod optagelsesprøven. Så for at blive så kvalificeret, at skolen kunne være os bekendt, fik vi nogle timers ekstra undervisning i regning, matematik og dansk inden optagelsesprøven, der foregik i en stor, kold gymnastiksal. Iøvrigt den første vi overhovedet havde set indefra !
LN. 20.09.2006.