Jul for 50 år siden - i et hjem i Stilling

 

 

I en tid som denne, hvor man dagligt får julegavekataloger ind af døren, kom jeg til at tænke på, hvordan min barndoms jul var. Sammenlignet med dagens Danmark, forekommer det at være en million år siden, men det er faktisk kun gået godt 50 år . . .

 

Mine første erindringer stammer fra omkring 3½ års alderen, og julen indledes altid med stort snevejr - og 1. søndag i advent: julepyntet "på gulvet" i byens butikker.

Vores mor, min søster Grete og mig gik sidst på eftermiddagen, i mørkningen, rundt fra butik til butik og så de flot pyntede vinduer.

Vi boede dengang på Vestervej, så vores tur faldt forbi Brugsen - både frem og tilbage, og her var der jo et stort gulv at boltre sig på: Kaffeposer i snorlige rækker og vinkler, spændende indpakkede gaver - et sandt overflødig­hedshorn med frugt og dadler, der var også en afdeling med hjemmesko (de kendte brunternede) og lidt tekstil, men i 1949 var det mest spændende nu et vaskebræt !!! Lige tilpas til at vaske dukketøj ved. Vi så det flere gange, - men desværre blev det taget ud af vinduet lige før jul! Hvorfor, forstod jeg ikke før juleaften !

 

Så over Randersvej til købmand Berthelsen, som også havde en fin opstilling, - hvorfor forbinder jeg altid den butik med julemarcipankonfekt ?? og nogle år var der også pyntet på gulvet i maler Mathiesens lille butik, eller der var lys i vinduet.

Årets højdepunkt var altid ved slagter Harry, hvor gulvet var blevet strøet med friskt savsmuld, hvorpå Gyda, (slagterens kone, som var meget dygtig til at pynte), havde opstillet en hel gris eller lignende med et rødt æble i munden. Der var også svaner og ænder i naturlig størrelse, udskåret i hvid palmin/talg ?, og selvfølgelig var der spegepølser i alle afskygninger. Et år havde de en kane midt på gulvet, pyntet med nisser og spegepølsepakker - det er utroligt, man kan huske det efter så mange år - og selvfølgelig var der nisser i børnestørrelse overalt. Her kunne man stå meget længe !

 

Alle forretninger levede op til forventningerne. Ved manufakturhandelen ved siden af var der pyntet med forskellige forslag til julebroderi, - måske lidt undertøj, men det var aldrig helt så spændende, og det var ligesom den fugtige lugt, der altid var inde i forretningen, trængte helt ud på gaden. Så gik turen hen til den anden manufakturhandel, Børge Andersen, hvis forretning var lidt mere etableret med den samme ejer gennem flere år, og her var som regel mere fantasifuldt. Dame nylon strømper - på ben, - flotte tørklæder slynget hen ad gulvet, måske et par hatte og nisser har der ganske givet også været. Jeg tror, jeg kan huske - eller også er der min fantasi, der spiller ind, men skrædder Thøgersen havde vist en habit og en buket grangrene, inden vi kom hen til bager Jensen, som i vinduet havde et stort kransekageoverflødighedshorn med massevis af slik og kransekage, væltende ud af.

Købmand Siegel nede på hjørnet, havde sædvanligvis haft god hjælp af sin søn Jørgen, så også her var der noget at kigge på. Hvis man gik turen rigtigt, gik man tilbage ad Aarhusvej (det hed den endnu ikke), - og så bog- og papirhandler Villumsens vinduer med glansbilleder, dukker (!) legetøj, bøger, figurer til bedstemor, - og måske et Märklin tog, kørende rundt i vinduet !!!

 

- og så lige endnu et kig ind af Brugsens vindue, inden vi gik op over broen.

Vores julekalender var de første år en simpel strimmel papir, inddelt i 24 dage. Grete og mig skiftes til at klippe en dato af, - og når der kun var én dag tilbage, var det endelig jul ! Senere kom der kalendere med låger, som man åbnede, - nr. 24 var altid lidt løs i hængslet, når det endelig blev juleaften.

 

Et andet ufravigeligt tegn på, at julen nærmede sig, var besøg af den gamle Kvist, som solgte julekort. Vi var nu flyttet ud på Aarhusvej, så tiden er omkring 1950-51. Kvist kom som regel ved lige efter aftensmad, jeg syntes han var ældgammel, og ud over at indsamle penge til Julens Glæde, solgte han julekort. Jeg husker hvordan han kold og forpustet satte sig for enden af køkkenbordet, (han havde sådan nogle strikkede fingerhandsker uden fingre i) - og med andagt bredte et fint lommetørklæde ud, hvori han havde sine julekort. Jeg tror Kvist fik kaffe og vores forældre købte så, hvad de havde brug for. Til gengæld måtte de "to små piger" (min søster og mig) så vælge et hver, af dem til 2 øre stykket. Det lyder som et eventyr fra en anden verden ! - men det gjorde stort og uudsletteligt indtryk !

 

Da vore forældre kørte lillebil, og derfor også havde "åbent" juleaften, foregik vore juleaftener i ryk. Min mor var enebarn, så først skulle far hente morfar og mormor, som altid holdt juleaften hos os. Vores mormor var en ret speciel dame. Faktisk var hun meget kreativ, før end det ord overhovedet kendtes, så hun havde selv lavet de fleste af sine julegaver. De var gennem den sidste måned blevet pakket i en dertil hjemmelavet papkasse, - fint pyntet af påklæbede gamle tapetrester. Hun var storforbruger af brunt papirklæbebånd, som skulle spyttes på eller fugtes med fingrene. Vi fik næsten altid et par nye kludesko, som hun selv havde lavet, måske et sæt undertøj fra Brugsen, og så lavede hun altid et hus af gamle julekort. Det var vældig smart, så det kunne åbnes, og heri var der så forskellig slik, en appelsin, et æble, lakridskonfekt - og hvis man var heldig, noget af mormors hjemmelavede julekonfekt ! Jeg kunne vældig godt lide hendes havregrynskugler, og tænkte dengang ikke på, hvordan de fik den fine runde facon (!) - og hun lavede også rigtig marcipankonfekt ! - Det var ellers ikke noget man brugte penge på dengang. Vores mor kunne en opskrift, der mindede om melboller, men med flormelis i stedet for mel, og tilsat lidt frugtfarve, og årstidens stemning, udgjorde det fint, det slik vi havde brug for. Mormor derimod, gik et skridt videre - hun KØBTE rigtig marcipan, men for at strække det så meget som muligt, tilsatte hun det anseelige mængder æggehvide og ditto flormelis, så det blev hvinende sødt, og næsten ikke til at spise. Vores far, som var særlig udvalgt, fik hvert år en papæske, hvor der tidligere havde været manufakturvarer i, nu forsynet med hjemmelavede inddelinger (brunt klisterpapir igen !) og i hver andet rum: en havregrynskugle og et stykke lyserød og hvid marcipan ! Jeg syntes det så meget flot ud, men et år, hvor mormor havde "genbrugt" en rigtig chokoladeæske, blev far vist alligevel lidt skuffet, da han åbnede for herlighederne !

Mormor ville gerne, at hendes gaver fik behørig opmærksomhed, så kassen med gaverne satte hun ud i entreen, så vi kunne få en ad gangen, . . .men min søster Grete og mig syntes, de skulle ind under juletræet, så vi hentede kassen og fordelte gaverne under træet. Det huede ikke mormor, så vi måtte pænt samle dem sammen igen !

 

Vores juleaften foregik som nævnt i ryk, først skulle far køre de forskellige ældre mennesker til juleaften her og der - så kom han hjem, og vi kunne lige nå stegen, inden han måtte afsted igen, næste hold, - og ris a la manden måtte vente lidt. Far fik altid mandlen, fordi det var så synd for ham. Jeg fandt aldrig ud af, hvorfor det var så synd for ham. Mandelgaven var i øvrigt tit en æske af mormors hjemmelavede marcipan !

Endelig var der en pause i aftenens kørsler, så familien kunne gå rundt om juletræet. Far sang godt og gerne og jeg tror han kunne lide at synge de gamle julesange og salmer. - En gang, det var nu nogle år senere, fik han dog konkurrence. Vi havde hos Importøren fået en reklameplade med Poul Bundgaard, og det var jo sjovt at have "kor" med. Vi sang alle så det klang, og da vi efter "Dejlig er Jorden", trak vejret dybt og fortjent - og der var et øjebliks stilhed i stuen, lød det rungende: "Importøren, ønsker Dem glædelig jul !" - så skreg vi af grin ! - det var en familie-vits i mange år.

Et år havde vi også besøg af julemanden. Vi så ham nu godt nok ikke, men det er ganske vist - han bankede på fordøren, og da vi lukkede op, havde han lagt en lille bamse til mig. Det er faktisk den eneste bamse, jeg nogensinde har haft, og jeg tror jeg havde den, til vi flyttede fra Aarhusvej i 1964.

 

Mormor insisterede også på, at der skulle vaskes op, inden vi gik over til træet og gaverne. Det var kedeligt, syntes vi andre, og jeg tror kun at mor holdt med hende for husfredens skyld og fordi far nok lige har været ude på en tur, så det passede ind i programmet.

Omkring midnat havde far som regel endnu et par ture, inden han kørte mormor og morfar hjem igen, - og vi andre kunne slappe lidt af. Vores jul sluttede 4. juledag med fars fødselsdag og skolens juletræ på kroen.

 

Lisbet Nielsen d. 28.11.2005.