Johs. Bjerregaard:
Erindringer fra besættelsen 1940-45
(Afskrift fra Stilling-Gram Folkekirke.
Påsken 1995).
Tegning af Søvejen 75: Birthe Bøtkjær.
Jeg var 11 år, da tyskerne kom den 9. april 1940. Mine forældre havde den gang en lille gård på Vitved Mark.
Vi vågnede kl. 6 om morgenen, da 11 tyske bombefly drønede lavt hen over huset.
Vi sprang i tøjet og for ud; hvad var dog det? Men den første formation var allerede forsvundet.
5 minutter efter kom den næste, og de blev ved at komme med ca. 5 minutters
mellemrum.
Senere kastede de flyveblade ned: Oprop - stod der på dem på gebrokkent dansk,
og vi blev klar over, at det var tyskerne.
Vi skulle forholde os i ro, stod der; ja, det var vi jo nødt til.
Siden hørte vi i radioen, at vi nu var besat af tyskerne. De kom for at beskytte os, sagde de - ja, den var god!
Livet gik jo videre. Regeringen og vel også mange danskere var i begyndelsen indstillet på samarbejdspolitikken. Arbejdsløsheden faldt, lønningerne steg,
og landbrugspriserne steg.
De fleste regnede med den gang, at tyskerne ville vinde krigen.
Ude på landet så vi ikke meget til tyskerne - så skulle vi til Århus eller Skanderborg. Ja, til sidst var der også nogle i Stilling: de var på kroen.
Men man må sige, at den almindelige tyske soldat opførte sig korrekt.
Jeg kan kun huske et tilfælde. Det var en gang, der var bal ude i Skovpavillionen i Dyrehaven i Skanderborg, der hvor Capri nu ligger. Der var gået nogle tyskere ind,
og det ville de danske fyre ikke finde sig i, så de brækkede nogle stoleben af og brugte som køller. Tyskerne forsvarede sig med bajonetskederne. Men så kom det tyske militærpoliti og fjernede soldaterne.
Schlageren LILI MARLEEN var populær den gang, men vi lavede jo lidt om på ordene:
Først så tar vi Gøring ved hans vingeben,
Og så slår vi Gøbbels i hovedet med en sten.
Så hænger vi Hitler i en strop
Ved siden af von Ribbentrop,
Så blir de rent til grin,
De fire dumme svin.
Det var en version, tyskerne ikke brød sig om, og sangen blev da også forbudt.
Vi havde nu også fået presse-censur. Vi fik kun det at høre, som tyskerne lod slippe igennem, men de fleste tog jo den engelske radio, BBC.
Jeg tror ikke, modstandsbevægelsen startede rigtigt før i slutningen af 1943.
Der havde været nogle forsøg på sabotage tidligere, men det var ikke rigtigt organiseret, og det blev jo meget skarpt fordømt af regeringen - men i 1944 tog sabotagen rigtig fart.
I København var det fabrikssabotagen, men her i Jylland var det jernbanesabotagen, der var mest effektiv. Mange gange var togtrafikken fuldstændig stoppet.
Der var en mægtig modstandsbevægelse i Stilling, nok 50-60 personer, måske flere.
Vi anede ikke, at det sådan var vores daglige bekendte. Jeg troede i hvert fald,
at det var folk udefra, der lavede alt det der - men det var det jo ikke.
Min egen farbror, cykelhandler P. Jensen var med. Det blev jeg meget forbavset over, da jeg så det den 4. maj.
Stilling havde en meget effektiv sabotage-gruppe. Banen blev sprængt næsten hver nat. Ved 11-12 tiden om aftenen kunne vi se fyrværkeriet, så knaldede det derovre på banen, og tyskerne skød nogle byger med deres maskinpistoler.
Der gik tyske vagter ved banen med ca. 100 meters mellemrum.
De fik dog kun ram på en enkelt; det var nede i skoven ved Skanderborg.
Per Nielsen var en landmand, som havde en gård i nærheden af banen.
En aften, da han og hans kone Otilie var kommet i seng, hørte de det knalde ovre fra banen, og pludselig braser der en stump jernbaneskinne på en halv meter ned gennem taget og loftet og havner mellem deres senge. - Men Per NIelsen lod sig nu ikke gå på:
De kunne nu godt have valgt et andet sted! var hans kommentar.
En anden landmand, der hed Johnsen, havde en mark ned til banen. En af de unge fyre brugte meget at gå ned at flytte hans køer, som stod i tøjr der. Når han så var færdig, smuttede han lige over på banelinien og anbragte en bombe;
det foregik ved højlys dag.
Jeg mener, at de bomber, de brugte, i hvert fald til sidst, var tidsindstillede.
Våben og sprængstof fik gruppen fra England.
De havde nedkastningsplads i Hørningskoven ved Fregerslev.
En gang i mellem kom der et engelsk fly og droppede sagerne, og så var det om at gøre med at få dem væk i en fart.
Engang var min morbror Axel Rasmussen ude at lyse efter gedder, da dykkede maskinen fejlagtigt ned over ham. Han fik lygten slukket i en fart.
Jeg havde i mange år en US karabin hængende på væggen som souvenir, men så blev den desværre stjålet ved et indbrud. Den stammede fra disse nedkastninger.
Man havde blandt andet depot i det gamle hus herovre ved søen, som nu hedder UGLEREDEN. Der boede en ældre ungkarl den gang. Niels Ilsø hed han, og her hentede sabotørerne sprængstof, når de havde brug for noget.
Ilsø turde ikke sove hjemme om natten, han var selvfølgelig bange for, at tyskerne skulle komme på et tidspunkt, han sov oppe i naboens hønsehus.
De tyske vagter, der gik ved banen, blev efterhånden noget nervøse af alt det knalderi. En aften stod 2 af dem og hørte noget pusle bag nogle buske, og de råbte: Halt!
Det blev ved med at pusle, så skød de et par byger med maskinpistolerne.
Det blev ved med at pusle. De efterhånden noget hysteriske tyskere smed så en
håndgranat. Så blev der stille.
Da de forsigtigt gik op for at se, hvad det var, lå der en død kvie bag busken. For øvrigt en af Per Nielsens, men han fik den dog erstattet.
Jeg så, da englænderne bombede universitetet i Århus. Jeg var i marken den dag,
da de engelske bombefly kom.
De fulgte banelinien i meget lav højde. Man så tydeligt de runde nationalitetsmærker på siderne af dem. Så strøg de ud over Århusbugten, tog bestik, vendte og kom tilbage.
Universitetet var Gestapo-hovedkvarter, og staben spiste netop frokost på øverste etage: Nu kom den varme ret.
Englænderne bombede så præcist, at bomberne røg ind gennem vinduerne på første sal.
Jeg ved ikke, hvor mange der blev dræbt, men de fleste gik jo nok med.
Af fangerne, som sad i kælderen, slap en del væk; blandt andre den kendte modstandsmand - præsten Harald Sandbæk. Han lå bevidstløs i ruinerne, da han blev
fundet af en Falck-mand, der hed Schmidt-Poulsen, som fik ham væk, og han kom senere med på en flugt-rute til Sverige.
- Schmidt-Poulsens søn er for øvrigt gift med min kusine.
Jeg tror ikke, der var nogen af Stilling-gruppen, der gik til, men det er rigtigt, at der blev en mand skudt ved vejen ind til stationen, der hvor posthuset nu ligger.
Det var en gruppe Schalburgfolk, der havde været i Vejle og skudt to læger.
Det var clearingmord, som tyskerne jo brugte den gang.
Og så brød freden ud den 4. maj om aftenen. Vi hørte det i den engelske radio.
Der var smæld i KONG CHRISTIAN, da de spillede den fra BBC.
Dagen efter, den 5., var alle vi unge fra Vitved en tur i Århus om aftenen. Vi kørte med en vognmand fra Vitved på ladet af lastbilen. Der var fest og glade dage: trommer, bål og fakkeltog.
Nogle var eventyrligt fulde, men var der noget at sige til det?
Nu kan jeg ikke finde på mere, men jeg vil jo ikke garantere for, at det hele er 100% rigtigt. Det var, som jeg så det den gang, og jeg var jo en ung knægt.
Johs. Bjerregaard.