Mufferne
Når jeg tænker tilbage på min barndom, er der især noget, der har betydet meget for mig: Mine bedsteforældre og deres forskellige hjem. Noget, der blot ved tanken fylder mig med varme. Stederne var min Mormor og Morfars hjem – først i Gram og siden i Stilling.
Muffe og Muffemor, som vi der var børn af søstrene Eva og Gurli, kaldte dem. Aksels børn kaldte dem for Bedstemor og Bedstefar - Henrys sagde Farmor og Farfar; det lød jo helt forkert i mine små ører, for det var jo Mormor og Morfar. Mufferne havde den evne, som jeg selv ønsker, jeg vil få, nemlig at få hvert eneste barnebarn til at føle, at du er yndlingsbarnebarnet. Jeg tror nok, at vi alle i familien følte det.
Hvis vi lige skal have ”formalia” i orden, så hed Muffemor og Muffe i virkeligheden Ella og Frederik Vilhelm Køhler Simonsen. De var født i henholdsvis 1903 og 1893. De fik fire børn, Eva (min mor) i 1921, Aksel i 1922, Gurli i 1923 og Henry i 1930.
Før min tid boede Mufferne først i Frederiks Allé i Århus, senere flyttede de til Viby, hvor de havde lejet et hus på Højbovej – det stejle stykke lige over for det der en gang var KFK’s hovedkontor i Århus / Jyllands Posten. Senere købte de et husmandssted i Jeksendalen, helt derude, hvor alt er umådelig fattigt, og det var de også. Jeg har hørt, at Muffe tog på arbejde og Muffemor passede hjemmet og slog sten, som Jens Vejmand gjorde det.
Senere flyttede de til Gram, ja helt derude, hvor det hedder Gram Mark (Virringvej 33). Det er her mine erindringer starter. Det lille hvide hus med pandepladerne på taget og det store ahorntræ uden for indgangsdøren i gavlen.
Huset havde to stuer, som det nu hedder en suite. Fra gangen kom man ind i spisestuen med spisebordet midt i rummet. På skænken stod fjernsynet – et 17 tommer fra SP Radio i Ålborg. Der var jo ikke noget, der hed farvefjernsyn. Og i modsatte hjørne af stuen stod kaminen.
I den anden stue stod Muffemors symaskine – sådan en bordmodel med en mønstret trædeplade i støbejern som trak et stort hjul, der via en rund lædersnor trak selve symaskinen. Så var der skuffemøblet med bakelit-radioen, uret, og så var der sofaen, hvor Muffe sov til middag, når han ikke var på arbejde.
For enden af sofaen stod sådan en rigtig kakkelovn, et rundt, sort jernrør med en krone på toppen. En gang, hvor det var rigtig koldt udenfor, fyrede Muffemor kraftigt op i ovnen, så kraftigt, at den stod og hoppede for til sidst at lægge sig på sofaen. Det skete der dog heldigvis ikke noget ved.
Fra den første stue kunne man gå ud i køkkenet, hvor det store støbejernskomfur stod. Der var dejlig varmt i køkkenet, når Muffemor havde ild i komfuret, hvor hun blandt andet bagte sine dejlige kringler og boller. Senere gik komfuret over til at være gasbord med to blus og en gul gasflaske. Ved vasken var der en gammeldags vandpumpe – sådan en med et håndtag til at hive op og ned i. Hvis pumpen ikke havde været brugt i et stykke tid, kunne det knibe med at få den i gang igen. Så skulle den ”spædes”. Det vil sige, at man hældte en lille smule vand ned oven i pumpen, så læderstemplet igen blev vådt og lukkede til. Det lærte jo folk med pumper lige at gemme en lille sjat vand.
Fra køkkenet kunne man gå ind i spisekammeret. Et lille ”værelse” på et par kvadratmeter med masser af hylder med pænt hyldepapir – eller var det gamle aviser? Her stod maden på tallerkener i fade og krukker. Der var den gang ikke noget, der hed vita-vrap eller alufolie, men sylteglas med glaslåg og gummiringe.
Modsat spisekammeret var døren til soveværelset. Her stod en stor hvidmalet dobbeltseng med en spand under. Der var også et hvidmalet klædeskab og to natborde. På det ene stod der et vækkeur, der i dag ville kunne holde sarte sjæle vågne blot ved sit meget kraftige tik-tak. Lyset var et kapitel for sig, ikke lampen i loftet, men korrespondancekontakten over sengen Den hang i en brun snoet stofledning ned fra lofter over hovedgærdet. Det var sådan en pæreformet brun kontakt med en pind igennem.
Vi går igen ud gennem det blåmalede køkken, hvor madam blå altid stod varm, gennem den første stue og ud i gangen – nu hedder det vist entreen. Her var kun den stejle trappe op til loftet.
Heroppe lavede Muffe senere et soveværelse af bløde masonitplader. Når han skulle lave et eller andet, kom han med tommestokken, målte og sagde 85 – 85 – 85 – 85 og sluttede så med at gå hen til det stykke, han nu skulle skære af, kikkede på materialet og gik tilbage og tog målet endnu en gang. Han var ferm til selv at lave og vedligeholde, selv om han i sine senere år fik skyld for at bruge tolvtommer søm til selv de mindste detaljer.
Vi går igen udenfor og følger stien uden om huset forbi bedet med de struttende orange morgenfruer og ned til den smalle dobbeltdør ind til kælderen. Her var der et stort rum med et langt arbejdsbord, eller var det et langt bord med masser af ting. Blandt andet stod skæremaskinen til tobak på bordet, hvis den ikke hang på en krog henne på endevæggen. Fra det store rum, der var det eneste med indlagt lys, var der to åbninger med et enkelt trin op. Den ene, længst væk i rummet, gik ind til det rum, hvor der lå brænde.
Den anden åbning gik op til et rum, der var yderligere opdelt, nemlig med husets vigtigste rum, lokummet. Her var der en gammeldags lokumsspand, hvidemaljeret og med en trådhank med et rundt drejet træhåndtag. Spanden var bygget ind i en slags bænk med et hul i toppen og et trælåg, der passede til hullet. Muffe var ind imellem lidt af en opfinder, han havde taget kanten med nogle fine folder på fra en gammel zink opvaskebakke og sat i kanten af hullet ned til lokumsspanden, så mændene ikke pissede ved siden af, når de sad ned.
Til højre for lokummet var der så en ny døråbning ind til et meget spændende rum, nemlig kartoffelkælderen. Det var meget spændende, det var et mørkt rum. Det var noget med at have en lampe med, når man skulle ned for at hente kartofler, men det var jo ikke så tit, for det – og alt andet – klarede Muffemor selv. Resten af kartoflerne lå til spiring, klar til at komme i jorden hen på foråret.
Udenfor igen – her stod vandpumpen og ved siden af den, slibestenen, med et stort håndsving.
Bag selve huset lå udhuset eller staldbygningen. Den var delt op i to rum. I den venstre del var hønsehuset med pinde til hønsene, læggekasserne og hullet i væggen, så hønsene kunne komme ud i hønsegården. I den anden ende af udhuset kan jeg huske, der har været et par enkelte grise. Jeg tror nok, at de blev fodret op med gammelt brød og piskefløde fra mine forældres mejeriudsalg og at mine forældre derved havde andel i en af grisene.
Ud for gavlen af huset med grisene stod huggeblokken, der af og til kom i brug, når der kom mange uventede gæster. Det var spændende – også lidt ulækkert at se hønen få hugget hovedet af for i næste øjeblik at se den løbe rundt i fuld fart uden hoved. Så stod menuen på friskslagtet landhøne.
På den ret store grund var der en hel del afgrøder, som de høstede af og cyklede ind til torvet i Århus for at sælge. Der var solbær, hindbær og stikkelsbær. Løg i lange rækker og selvfølgelig kartofler i store mængder. Hvidkål, grønkål og rosenkål. Bag udhuset havde vi Muffes stolthed, nemlig peberrod lige til at grave op, og jeg synes at kunne huske, at den var meget stærk.
Aftensolen findes nok heller ikke på samme måde i dag, som dengang. Vi gik ned for enden af haven til skellet ned mod Gram. Her stod vi mange gange eller sad på den lille skrænt eller senere på den lille bænk, som Muffe lavede, og så solen gå ned. Det var bare dejligt.
Gl. Virringvej. 1956. Foto udl. af TH.
Når man kom gående fra Stilling og skulle besøge Mufferne, gik man gennem Gram by, hvor smeden boede på hjørnet, og hvor købmand Richard Rasmussen havde sin købmandsbutik, forbi forsamlingshuset og tømrer Pedersen. Han havde under et halvtag et stort savbord med en rundsav uden for værkstedet.
Videre gennem Gram by og op ad bakken mod Gram Mark. Oppe på toppen boede Jens Brøndborer og Sofie. Jens gik et par gange om dagen ned til markskellet, hvor han havde en brønd. Her trak han i håndsvinget på en petroleumsmotor for at få den startet, så den med sin karakteristiske lyd trak en vandpumpe, der pumpede vand de cirka 200 meter op til en beholder oppe på husets loft.
I det næste hus – der var noget forfaldent – kan jeg ikke huske, hvem der boede.
Henne på hjørnet af asfaltvejen og grusvejen hen til Muffernes hus boede Jesper og hans kone.
Hvis vi gik forbi Muffernes hus og op på bakken, lå Hesselbjergs ejendom. Her boede han og hans elskelige kone Emilie. Når han talte til hende sagde han altid: ”Kuueen”. I køkkenet var et enormt komfur med en høkasse ved siden af. Midt på gulvet stod spisebordet. Hesselbjerg sad altid for bordenden og drak sin kaffe af underkoppen.
Vi gik gennem Hesselbjergs husmandssted og over hans jord, når vi gik en tur ned i Pilbrodalen, og det var ikke altid lige velset. Hesselbjerg passerede hver dag forbi Muffernes hus med sin lille trækvogn med de to mælkespande, der skulle køres op til asfaltvejen for senere at blive afhentet af mælkekusken med sin hestevogn.
En af de historier, der er i familien, er blandt andet den om, at Muffemor ikke var så vild med hunde, så hun solgte engang deres hund til den omkringkørende fiskemand for to pund sild. Efter sigende en god forretning, for hunden kom selv hjem igen.
En anden historie er den om den grønne cykel. Jo, Muffe kunne også falde i, og en dag var han en tur på kroen med sin meget let genkendelige hjemmemalede cykel – meget grøn – med en lille grøn mælkespand på styret. Nu om dage hedder det vist ”matchende”.
I mange år kørte Muffe til mange steder i Østjylland for at arbejde. Transporten foregik på en Rex knallert, med kileremstræk. Og den første knallert blev efter mange år udskiftet med en nyere Rex knallert, også indkøbt i brugsen i Stilling. Han arbejdede for entreprenør Calmar fra Odder – en meget stor mand, med en meget lille og pibende stemme. Noget af det Muffe lavede for Calmar, var blandt andet kampestensmuren ved Årslev Kirke og lægning af fliser i mange østjyske byer, blandt andet på fortovene på Silkeborgvej i Åbyhøj. En generation senere lagde hans svigersøn, Johannes, fliser på de samme fortove i Åbyhøj.
Det var jo ikke altid arbejde, og en gang købte Muffe en ”diplomatfrakke” - sådan en med haler. Tog den på og susede hjem på knallerten med ”halerne” flagrende bagud i vinden. Jeg kunne godt mistænke ham for at have gjort det for spøgens skyld. Dejlig form for humor; nemlig den, hvor man ikke er bange for selv at være lidt til grin. Muffemor arbejdede også ude på et tidspunkt. Hun cyklede blandt andet til Madrasfabrikken Karina i Hørning, hvor hun syede madrasser.
På et tidspunkt først i tresserne købte de et lille hus på Stadionvej 12 i Stilling. Huset var beklædt med plane eternitplader og trængte meget til en særdeles kærlig hånd. Isoleringen på loftet var tørvestrøelse, toilettet var i et stort ”skab” inde i stuen, og det hele så noget håbløst ud, men i løbet af kort tid fik de styr på huset. Toilettet blev flyttet til et rum i baggangen under trappen op til loftet. Der kom efterhånden også nyt tag og nyt køkken i huset og centralvarme.
Jo det blev et dejligt hus, der selvfølgelig fra den første dag indeholdt den gæstfrihed og varme, som altid var i deres hjem. Sådan en søndag middag kunne huset godt være fyldt op af børn og børnebørn. Det var ikke sikkert, de var inviteret; man kom bare. Og i løbet af kort tid var der skrællet kartofler og lavet frikadeller, og der var altid mad nok til alle og så endda noget til overs. Der blev også hurtigt bagt en lækker kringle. Opskriften, ja det var en sjat af det og en pøs af det, og det gav altid det lækreste resultat. Muffe indtog maden og rejste sig, straks han var færdig, og udbrød: "Nu er jeg ikke sulten, men mæt; havde der været en bøf med spejlæg: Den havde jeg ædt". Derefter satte han sig hen i den grønne stol ved vinduet og tændte en af sine mange piber og kiggede ned på gulvet.
Så sad han der i sit ”vindøje”, den elskelige, bryske gamle kæmpe. Børnebørnene var lidt bange for ham, indtil de blev lidt større og kunne forstå glimtet i øjet. Så var han elsket, og det var gensidigt. Også når han strakte armene i vejret og sagde ”Bup-bup-bup - vuffe, vuffe, vuffe”. Muffemor behøvede børnebørnene ikke at se an på samme måde; hun var bare elskelig fra første færd. Muffe yndede at ”gøre folk efter” – tale og gebærde sig som ”offeret”.
Både som barn og halvstor knægt var jeg mange gange på besøg hos dem i det, jeg vil kalde min oase, min ”helle”, hvor der var en ro og en varme, der kun kan udstråles af bedsteforældre. Da jeg som voksen arbejdede ved at køre ude, faldt min vej, mærkeligt nok, lige forbi. Jeg skulle lige ind og se til dem. Anni var også i ”Kridthuset”, de spurgte altid til hende på mine solobesøg. Også mange smutture tog vi sammen til Stilling. Så fik vi kaffe og ”sø’ kage”, som Muffe udtrykte det. Han elskede ”sød kage” – bare ikke med sukat i. Senere, da vi havde fået vores piger, fortsatte besøgene hos Mufferne, og jeg tror, at det var til stor nydelse for begge parter...
---
Tekst: Knud Køhler Nielsen.
Uddrag af den oprindelige tekst…
07. juli 2005