Egon Jørgensen fortæller - i Sognegården den 2. dec. 2008
- Erindringer fra et liv som musiker -
- Omkr. 100 mennesker overværede foredraget i den nyindviede sognegård -
Jeg blev kastet lidt hovedkulds ud i dette her. - Det var Thomas (præsten), ja, han griner! - Jeg protesterede en del, men han fik mig alligevel overtalt, og nu har jeg lovet at fortælle lidt om, hvordan det var, at spille under krigen.
Allerførst skulle man lære at spille, så to gange om ugen cyklede jeg til undervisning i Århus, og begyndte på det, som dengang hed Folkemusikskolen, - den lå omtrent, hvor Musikhuset ligger i dag.
Jeg startede med sang og musikundervisning hos musikpædagog Jette Tikjøb. Vi sang en times tid hos Jette Tikjøb, senere på aftenen kom min spillelærer på trommer, Christian Deneke. Han spillede også i Århus Symfoniorkester, så tidspunktet afhang lidt af, hvornår han fik fri, men det indrettede vi os på. På et tidspunkt fandt vi ud af, at vi skulle spille hjemme hos ham privat. Han boede på 3. sal i en stor ejendom, så det var ikke så heldigt med trommerne. Men da han var ansat i Århus Symfoniorkester, havde han adgang til teateret, hvor orkestret havde alle deres instrumenter nede, så der tog vi ned og spillede.
Det gjorde jeg 2 gange om ugen - i ca. 3 år for at lære noder, spille, og hvad der nu ellers hørte sig til, og på et tidspunkt sagde Christian Deneke til mig, at nu kunne jeg godt gå op til optagelsesprøve i Dansk Musiker Forbund. Prøverne foregik dengang forskellige steder rundt i landet. Den 18. og 19. maj 1943 skulle jeg til prøve i Haderslev.
Jeg stod på toget i Stilling, og der var allerede mange unge mennesker med toget. De kom med deres oppakning og instrumenter og ting og sager - der skulle være optagelse i mange forskellige instrumenter…
Turen gik sydpå, men efter nogen tid blev toget standset. Der var krig, og englænderne havde bombet Flensborg, hvor de havde været så uheldige at ramme den danske skole - Duborgskolen, så mange børn var blevet dræbt.
Efter en times tid fik vi lov til at køre igen, og kom til Vojens, men vi kunne ikke komme længere. Men vi var to, der var heldige at få fat i en Taxa til Haderslev. Prøven var først den næste dag, - så vi fordrev bl.a. tiden med at gå i cirkus.
Min partner fra toget/taxaen - han var også "trommer", hed Pedro Biker, - og ham kan I nok huske. - "Jeg skal altså optages," sagde han, "jeg har fået engagement hos Svend Asmussen om 8 dage, og han er så skrap …" Pedro Biker havde allerede underskrevet en kontrakt, og prøven gik heldigvis godt nok. Vi bestod begge og var nu
"udlærte".
Som færdiguddannede musikere kunne vi spille sammen med alle, der var medlem af Dansk Musiker Forbund: DMF. Hvis man ikke var medlem, kunne man ikke spille på en restaurant eller sådan et sted. Det var det første, de spurgte om, når vi kom rundt i landet.
Jeg spillede selvfølgelig meget her i Skanderborg-området, og cyklede rundt med instrumenter og det hele. Sådan nogle trommer der… - ja, det var helt Storm P.-agtigt, …Foran på cyklen, der havde jeg en bagagebærer beregnet til - så vidt jeg husker - selve stortrommen, for der skulle jo være plads til meget andet. På den bageste bagagebærer var der cykeltasker. Der var stativ, og hvad ved jeg: lilletromme og rygsæk, jo, jo - det var ikke som i dag.
En overgang var vi nogle stykker, der spillede sammen i et orkester. Vi spillede ofte i Glarbo, - for her, langt ud på landet, ude på marken, havde de fået bygget et kampestenshus, og der holdt de fester.
Tyskerne kunne ikke finde stedet, der var jo mørkelagt over det hele. - Men vi cyklede til Glarbo, og det der med cykeldæk var noget forfærdelig noget. De var så dårlige og punkterede igen og igen, så enten skulle jeg lappe, når jeg kom derud, eller også inden jeg skulle hjem!
En nat, hvor vi 3 mand var på vej hjem - og kom til Ry kirke, der hvor bakken går lidt opad, - da kunne jeg mærke, at der var noget, der slæbte på baggaflen på min cykel. Det var dækket, der var revnet og slangen var sprunget ud. Så jeg måtte vende cyklen om, og tage alt hvad jeg kunne undvære af remme og ting og sager til at sætte mit udstyr fast med. Jeg havde 3 remme, som jeg kunne undvære, så dem viklede jeg omkring dækket, og på den måde "hoppede" jeg til Skanderborg og Stilling. - Det gik skam fint!
De andre 2 - de skulle bare til Skanderborg, så jeg sagde til dem - I skal bare køre, så ser I mig, når jeg er kommet hjem…
Sådan var der mange oplevelser.
Vi har spillet til mange julefester - lige fra 1. juledag og til nytårsaften, hvor vi spillede til nytårsbal. Det var ofte nede på Håndværkerforeningen i Skanderborg. Juletræ om dagen med børn, hvor de gik omkring juletræet og sang julesalmer og fik godteposer, - mon det stadig eksisterer? - Og siden til Nytårsfest. Til en nytårsfest kunne der være over 1000 mennesker, - Det var stort! Det var boldklubben, der stod for det arrangement.
Men ellers spillede vi rundt omkring, massevis af steder. Og til alle de steder hvor vi skulle hen, måtte vi jo cykle.
Men der skulle også arbejdes. Jeg kom tit hjem sent om natten - omkring en 3-4 stykker.., sådan en sommermorgen - da mødte jeg tit folk, der allerede var i gang - mens jeg først skulle hjem og klædes om.
Jeg arbejdede som snedker på Stilling Møbelfabrik ved Borum Pedersen, men sådan var det jo, - tit spillede vi 2-3 gange i ugens løb.
Vi spillede også engang til en gymnastikopvisning i en lille by, Vedslet - den ligger lige før Hovedgård. Hen på aftenen blev vi stoppet. - Der kom nogle af naboerne, som havde hørt i radioavisen, at tyskerne havde taget politiet, og at der var indført udgangsforbud. Vi måtte holde op med at spille og pakke grejet sammen, - men vi kunne ikke nå at komme hjem - på grund af udgangsforbuddet - så vi overnattede på nogle gymnastikmadrasser og cyklede så hjem dagen efter.
Spørgsmål:
Blev I aldrig stoppet af tyskerne? -
Jo, det gjorde vi nogle gange. De troede måske, vi havde bomber, og jeg ved ikke hvad, med al det grej, vi slæbte rundt med. Vi havde heldigvis engang en pianist - han var fra Haderslev - dr. Ruth kaldte vi ham, faktisk hed han Reinholdt Ruth, og han kunne tysk, så den slags oplevelser, kunne han jo snakke os ud af.
Spørgsmål:
Fik du undersøgt stortrommen?
Nej, den kunne der godt nok være mange ting i, men de troede på os, - og vi havde jo rent mel i posen - og også i stortrommen.
Spørgsmål:
Brugte I passérsedler?
- Ok ja, dem måtte vi vise frem.
Spørgsmål:
Hvor mange har du spillet sammen med ad gangen?
Almindeligvis var vi 3 mand - men hvis vi spillede i Århus f.eks. i Folkets Hus, så skulle vi være 6 mand. Vi måtte ikke være mindre, - men det var forskelligt efter hotellets størrelse.
Efter krigen, fik jeg en knallert, - ja, ikke sådan en, som man bruger i dag. - Det var min egen cykel med en motor monteret på bagagebæreren. Jeg kan huske, den hed Diesella, - en "fræser". Så gik det noget nemmere, for efterhånden havde jeg også fået flere instrumenter, - saxofon og klarinet og kontrabas - og så kunne jeg have det hele, og dækkene var blevet bedre.
En Xylofon kunne jeg også have med. Instrumenterne var stablet op rundt på cyklen, og kontrabassen kunne ligge hen over det hele, - hen over nakken på mig. Men jeg måtte ikke starte motoren på knallerten, - Hvorfor husker jeg ikke? Den har måske kunnet køre for stærkt… men det gjorde jeg nu alligevel…
Indtil 1956 havde jeg spillet mange forskellige steder og i forskellige orkestre, men nu kom jeg til at spille med Nolles Orkester. Vi var egentlig en Kvartet - men også en overgang en Kvintet, da vi havde en sangerinde med. Vi spillede land og rige rundt. Vi var 5 mand - og vi tog meget ned på Rømø og spillede. Men dengang havde vi fået bil og anhænger. Jeg har faktisk spillet med Nolle indtil 2005, så det er ikke så længe siden.
Jeg har også spillet i Skanderborg Brassband. I ca. 10 år. Men det kunne man godt blive træt af, - jeg skulle sidde og tælle pauser. Det er for resten noget af det værste ved at være trommeslager, det er at tælle pauserne. Hvis man nu er 3 trommeslagere, som man er i et symfoniorkester, så skiftes man til at tælle. Der kan mange gange være over 100 takters pause, hvor man bare skal komme ind med et enkelt "tju" eller slag. Det er jo galt, hvis det kommer for tidligt eller for sent!
Engang vi spillede til Ungskue - det foregik oppe ved Christiansminde - skulle vi have "forstærkning" fra Aarhus, men vi opdagede snart, at trommeslageren ikke kunne en node. Der skulle være en pause i musikken, - og så skulle der komme et slag på stortrommen, og musikerne bag ved ham, holdt skæg med ham, og på et sted, hvor der var helt fuldstændig stille - prikkede de ham på ryggen, og så kom der jo et brag!
Spørgsmål:
Var der ikke noget specielt med din lilletromme - den havde du haft i rigtig mange år? Var der ikke noget specielt ved skindet på den lilletromme? - at det var et originalt skind, som du havde spillet på i rigtig mange år?
- Jo. Jeg måtte jo sælge mine trommer, da vi flyttede til Skjoldparken. Det var jo svært. Min lilletromme - den var fra 60-erne. Den var som ny - ikke en skramme. - Det var nogle ægte amerikanske trommer - et ægte "Ludvig sæt" - det var faktisk nøjagtigt, som det Ringo Starr spillede på. Samme årgang, farver osv.. De nye "Ludvig" har ikke mere den klang. -
Spørgsmål:
Er der andre, der kender til den type knallert? - De kunne jo løbe stærkt, helt op til 60 km/t.??
Ja, tænk det var en "tresser" knallert jeg havde. Jeg skulle endda op til køreprøve til denne her knallert. På det tidspunkt havde jeg taget bilkørekort, og den motorsagkyndige sagde til mig: "Hvis du dumper til knallert køreprøven, så ryger dit bilkørekort", så det var jo hårde betingelser.
Spørgsmål:
Har du nogensinde spillet ude på Vestermølle?
- Jo, mange gange - det er ved at blive bygget op igen, måske kommer jeg til at spille der igen. Dengang kunne man sejle over til Vestermølle fra Dagmarbroen.
Når det var bal på Stilling kro - eller revy eller dilettant, så spillede vi tit der. Under krigen spillede vi ofte til bal - søndag eftermiddag - f.eks. - Folk skulle hjem inden udgangsforbuddet.
Det foregik stadig på cykel. - Vores længste tur var nok den til Juelsminde, hvor vi cyklede, 3 mand frem og tilbage - og spillede derude - og fik 20,- for det, men jeg var også kun omkring 17-18 år dengang.
Spørgsmål:
Hvornår begyndte du at spille? - Havde du startet derhjemme først? Jeg har hørt, at når de andre gik i byen, så sad du uden for huset på Århusvej og øvede dig.
Jeg begyndte nok at få undervisning, da jeg var omkring 14-15 år. Det var jo dyrt at komme ind til Aarhus, så jeg cyklede. I begyndelsen var det mest hos private lærere, men deres priser var nu rimelige, de tog vel en 5-6 kr. i timen. Hos Jette Tikjøb var det mere organiseret. Her havde jeg både sang og musik, - det var en rigtig musikskole.
Spørgsmål:
Var vejret aldrig nogen forhindring? - eller var I et sommer-orkester?
Nej, - vi spillede året rundt, og under krigen var vintrene meget hårde - især 1942, men vi var godt pakket ind, så det gik.
En enkelt gang måtte vi dog vende om. Pianisten, fru Nitschky, kom til Stilling med toget fra Skanderborg. Vi mødtes så henne hos mine forældre, - Det sneede vældigt, så jeg havde fundet slæden frem til instrumenterne. Hun skulle spille klaver, men klaveret stod heldigvis i Virring, hvor vi skulle spille. Vi trak så slæden - og kom også op på den anden side af Gram, men slæden væltede rundt for os, den ene gang efter den anden, så vi måtte opgive og gå hjem igen. Ham der skulle stille op, skulle også spille violin. Det var Karl i Gram - så han var kommet derover for længst. Men vi fik da ringet derover, så Karl måtte file løs og klare hele musikken selv!
Egon Graff Jørgensen 8.1.1924 - 19.6.2013.
---oooOooo---
Renskrevet dec.2008/ln
Korr. AaE 7.1.2008.