Først med socialreformen i 1933 blev der lovgivet om generelle rettigheder, hvis mennesker kom i nød på grund af sygdom eller arbejdsløshed.

Før den tid var det overladt til lokalsamfundet, om der var vilje til at hjælpe dem, der var kommet i knibe. 

I slutningen af 1800-tallet fandtes "De fattiges Kasse" for de ubemidlede.

En del af Gram og Stillings borgere havde dog mulighed for at forsikre sig i en Syge- og Begravelseskasse, men som oftest rakte erstatningen ikke så langt. I vanskelige situationer var der mange eksempler på, at man lavede indsamlinger, hvor det blev offentliggjort, hvem der havde bidraget med hvor meget. Nogle af de mere velstillede borgere tog som regel initiativet og donerede pæne beløb.

Hvis der var tale om en arbejdsskade, kunne det også komme på tale at søge arbejde på særlige vilkår til den skadelidte i en annonce.

Det var ikke ualmindeligt, at enlige mødre søgte stilling som husassistent for på den måde at skaffe kost og logi til sig selv og barnet.

Gl. Kirkevej 8, 6 og 4.

I 1887 blev det besluttet at indrette et fattighus i Stilling. Fattighuset (Gl. Kirkevej 8) var en af 3 små sammenbyggede lejligheder på østsiden af Gl. Kirkevej. Til venstre på billedet ses 2 af lejlighederne. Den nordligste af lejlighederne ved navn "Væverhuset" gav navn til "Væverhaven", længe efter at huset var revet ned. 89). Kilder: Anna Gerda Nielsen, Knud Møller.

Drikkeri var et problem for sig med alvorlige konsekvenser for de berørte familier, men afholdsbevægelsen "Det blå Bånd" havde stor opbakning og medvirkede til, at der i mange år udelukkende blev givet afholdsbevillinger i sognet - f. eks. forsamlingshuset i Gram og hotellet i Stilling.  

En stor del af det arbejde, der var i Stilling, var sæsonarbejde: arbejde på landet, på teglværket og ved jernbanen (vedligeholdelse af spor) – og så i vinterhalvåret: snekastning. – Det var derfor ikke usædvanligt at gå arbejdsløs 4-5 måneder om året. – Således var det meget naturligt, at der var en lokal fagforening og arbejdsløshedskasse, så man kunne ”stemple” der, når man var arbejdsløs. – Dengang havde man pligt til at møde op hver dag, så længe man var arbejdsløs, for at se om der var brug for én – om det så kun var enkelt dag. Min søster gav et eksempel på sådan et job: Engang der var sluppet nogle kviekalve løs, kunne ”kassen” stille med en del folk, som så kunne tjene en dagløn.

Fagforeningens kasserer hed Søren Sørensen og boede i huset øst for boghandelen. Formanden hed Marius Graff. - Der var vist omkring 80 medlemmer i DASF Stilling afd., da den var størst. 84)

Den offenlige sektor/servicesektoren fyldte ikke meget i byen. – Der var ingen læge eller dyrlæge eller præst i byen.

Men der var en hjemmesygeplejerske: frk. Hjort, som havde byen og den nærmeste omegn som distrikt. Sundhedsvæsenet var bygget op omkring den enkelte borgers betaling til læger, sygehuse m.v. Det skete ved, at der regelmæssigt kom en kasserer rundt i hjemmene og opkrævede kontingent. Som kvittering fik man et lille "frimærke" i en bog.

Med til gadebilledet hørte også landposten, der kørte rundt i sit distrikt i den karakteristiske sorte uniform. Han bragte breve, udbetalingskort og pakker ud, men han tog også imod breve og indbetalinger.

Lov og orden på de tider blev varetaget af sognefogeden – en slags landbetjent på deltid – i dette tilfælde en af store gårdmænd. – Hans arbejde bestod eksempelvis i at forkynde stævninger (indkalde til retten), inddrive gæld til det offentlige – f. eks. til ”Statsradiofonien”, og sælge hundetegn: Et blikskilt med nr., som hundens ejer havde pligt til at sætte på hundens halsbånd.

Ved samtaler med lokalkendte folk, er der opstået tvivl, om der var en eller flere sognefogeder og ligeledes om inddelingen i forhold til Stilling kirke og Skanderup kirke.

I okt. 1952 blev der opført et stort alderdomshjem (plejehjem) "Solgården" ved Ladegårdsbakken med udsigt over Skanderborg sø. Hjemmet skulle betjene hele Skanderup-Stilling Kommune.

---oooOooo---

Til forsiden