Ved siden af Færgestedet ligger en mægtig granitblok, som på egnen kaldtes ”Kongestenen”. Denne sten har sin egen historie.Hvor skatkistens lås blev fundet
Afskrift af en artikel af B.S. i Skanderborg Amtsavis d. 23. aug. 1932.
Fisker og færgemand Henrik Henriksens (Henrik ”Løve”) opsigtsvækkende fund af den svære, middelalderlige pengeskabslås i Stilling sø har vakt en betydelig interesse landet over og samtidig givet fornyet næring til det gamle sagn om den guldskat, der kunne skjule sig på søens bund. Sagnet er dog ikke ganske ubekræftet, idet der i Statsarkivet i København findes en samtidig beretning, hvori historien er gengivet tilligemed beretningen om de bjergningsarbejder, som man iværksatte, da der igen kom fred i landet. Svære fiskenet blev trukket på kryds og tværs over søbunden, uden at det lykkedes at finde den kostbare kiste.
Siden gik der århundreder, uden at nogen forsøgte at finde skatten, men for et halvt hundrede år siden blev der gjort nye forsøg af et par dykkere fra Århus, der dog ikke have heldet med sig. Muligvis har de ikke søgt på det rigtige sted i søen, eller muligvis har kisten været dækket af slam og mudder. Ét er i hvert fald givet: Kisten fandt de ikke.
Ligger gulddukaterne på 10 favne vand?
Fisker Henriksen har siden fundet haft stort besøg af turister, der har ønsket at se låsen og høre den ejendommelige beretning om skatten. Næsten alle landets blade har bragt større eller mindre meddelelser herom, og Henriksen opbevarer foreløbig den sjældne lås. Overretssagfører Holtet har i øvrigt fået tilsagn om, at det kommende Skanderborg museum får skænket låsen til evig arv og eje.
Vor medarbejder har aflagt et besøg hos Henrik Henriksen, der bor i det kønne og idylliske Vitved færgehus ved foden af bakkerne ned til Stilling sø. Stilling sø har nærmest karakter af en flod på dette sted, hvor søen på en længere strækning er stærkt indsnævret, indtil den igen udvider sig til Solbjerg sø. I haven blomstrer hundreder af roser og stenhøjsplanter i sensommerens strålende og stærke farver. Skoven når helt ned til haven, og Henriksen har på en udmærket måde fået havekunst og natur til at smelte harmonisk sammen.
Den svære lås ligger i haven, så alle, der har lyst og interesse derfor, kan tage den i øjesyn. Der har været fremsat formodninger om, at låsen ikke stammede fra et pengeskrin, men fra en almindelig, gammeldags dragkiste, men når man nøjere betragter det solide materiale, hvoraf den er udført, kommer man snart til erkendelse af, at den har haft et andet formål end at låse for en husmoders gemmesteder. Låsen er ca. 30 cm på hver led, og skønt den har ligget hundreder af år på søens bund, er jernet endnu langt fra forvitret eller bortsmuldret. Det kan ses, at låsetøjet har bestået af bolte, akkurat som i et mere moderne pengeskrin, og låsen skal i øvrigt være i overensstemmelse med mekanismen på de gammeldags pengeskrin, som endnu er opbevaret i museer rundt om i landet.
Henriksen fortæller, at fundet blev gjort på 10 favne vand og omtrent på det sted, hvor skatten efter overleveringen skal være sænket i søens dyb. Bunden er på det pågældende sted fuld af huller og mudder, og det vil i alle tilfælde ikke blive let at finde Christian IV´s rare gulddukater.
- Kan De påvise det sted, hvor De har fisket låsen op? Spørger vi Henriksen.
- Ikke ganske bestemt. Men jeg ved nøjagtig, hvor jeg satte voddet ud, og hvor det blev slæbt i land, og inden for dette område må kisten selvfølgelig findes.
- Tror De, kisten kan hæves fra søbunden?
- Let vil det selvfølgelig ikke blive, for en dykker vil straks mudre bunden op, så alt bliver sort og uigennemsigtigt; men nutiden har jo gode tekniske hjælpemidler. Det er for resten ikke første gang, det har været på tale at hæve skatten. Jeg har hørt omtalt, at en Århus-dykker prøvede derpå i halvfemserne, men at han måtte opgive eftersøgningen, - netop fordi vandet blev så sort og mudret, at han ikke kunne se en hånd frem for sig.
- Passer findestedet med den gamle overlevering?
- Efter hvad der fortælles, findes skatten i en lige linje mellem Stilling kirke og den vestligste gård i Gram. Stilling kirke står stadig på sin plads, men ingen kan jo nu vide, hvor den vestligste gård i Gram har ligget på den tid, da kassen blev sænket i søen. -
Et forlydende vil i øvrigt vide, at det er på tale at danne et konsortium, som forsynet med moderne hjælpemidler skal undersøge søbunden.
Flere interessante fund fra søbunden.
Henrik Henriksen viser os forskellige interessante fund, han har gjort på bunden af søen, bl.a. en sten af den slags, som stenalderfolkene brugte til at slibe stenvåben på. Man kan tydeligt iagttage en bred og dyb fure i stenen, sikkert slidt efter mangfoldige års brug. Endvidere er der fisket en forstenet hjortetak op fra bunden og adskillige af de såkaldte ”Sæbbedæisten” eller forstenede søpindsvin. I Solbjerg sø hænder det ofte, at fiskerne får munkesten fra den nedbrudte Solbjerg kirke i deres garn. Henriksen har en lille samling, som han for kuriositetens skyld har bragt i land. Fundene gøres på en lavvandet tange, der går ud i søen, og en del kunne tyde på, at denne tange i tidligere tid har været oversøisk. Der er bl.a. fundet en gravsokkel og et stykke af et svært gravgelænder på stedet.
Det var i øvrigt Henriksen, som i sin tid gjorde opmærksom på tilstedeværelsen af Solbjerg kirkes ruiner og indirekte forårsagede udgravningen.
”Kongestenen” fra Vitved.
Ved siden af Færgestedet ligger en mægtig granitblok, som på egnen kaldtes ”Kongestenen”. Denne sten har sin egen historie.
Det fortælles, at Christian IV i året 1605 var på jagt på Skanderborg-egnen med et stort følge af herremænd. Jagten blev drevet i de vildtrige, dengang meget vidtstrakte skove på Stilling-egnen. Under jagten passerede man den store granitsten, som da lå på skrænten over søen. Kongen, der var i godt humør, udlovede 10 gulddukater til den, som kunne vælte stenen ud over skrænten. En af herremændene i følget, Knud Gyldenstjerne, der var kendt for sine uhyre kræfter, forsøgte, men uden held. Lensmanden på Skanderborg Slot, Valdemar Parsberg, bad derefter om tilladelse til, at en af hans svende, Casper, forsøgte. Det viste sig, at svenden var stærkere end herremanden. Den tunge granitkolos rullede ned til søbredden – og der har den ligget siden.
Kong Christian, der førte meget nøjagtige regnskaber, lod beretningen gengive. Den findes endnu, og der står heri, at Knud Gyldenstjerne blev så vred, at ”han ej mælede et muk hele dagen”. Også af kongens regnskaber kan man se, at Casper har fået sine 10 gulddukater.
Henriksen har ladet den store granitsten sætte på en lille sokkel, og han fortæller gerne historien videre til de mange gæster, der besøger Færgestedet.
Færgested fra det 11. Århundrede.
Vitved Færgested er i øvrigt et stykke middelalder, der har trodset både tiden og samfærdselsmidlernes udvikling. Færgestedet nævnes allerede i det 11. århundrede i forbindelse med Aldrup mølle, og det benyttes den dag i dag. For nogle menneskealdre siden blev det endog meget flittigt benyttet til transport af flæsk og smør. Nu er det mest egens folk og lystfiskere, der anvender det.
Vil man sættes over fra Fregerslev-siden, ringer man på en stor klokke, og så sejler færgemanden ud.
I den seneste tid har der været en mængde gæster hos Henriksen. Sagnet om den gamle krigskasse synes at have en egen dragende virkning, og selv om man ikke kan fiske blanke gulddukater op fra søbunden, kan man slå en god eftermiddag ihjel med jagt efter de aborrer og gedder, der i stort tal findes i søen.
---oooOooo---
Afskrift: LKJ. 17.8.2007.