Karl Christensen, en dygtig violinist og pædagog.
I Gram var navnet Karl Smed, og da jeg i 1941 lærte Karl at kende, boede han hos sine forældre i det lave gule hus til venstre på Brunesvej - før skolen, der lå til højre - når man kører mod syd.
Karls far, smeden i Gram, var i min erindring en stor og rar mand. Han arbejdede altid(?) i smedjen med det glødende jern, der blev holdt varmt i essens gløder, og han tog sig tid til en god snak, hvis et barn gjorde holdt hos ham på vej hjem fra skole.
Karl var meget dygtig til at spille violin, og jeg fik lov til at gå til spil hos ham, da jeg var 5 år. Jeg havde fået en ½ violin = en violin i halv størrelse, som mine fingre og arme kunne nå til, sikkert efter Karls råd til min Far, som også havde lært at spille, da han var dreng.
Undervisningen foregik i husets dagligstue, som Karl rådede helt og fuldt over, når han havde elever, og vi blev aldrig forstyrret. Undervisningen fulgte en violinskole, som absolut ikke indeholdt nogle af de pædagogiske forslag og ideer, der findes i vore dages ”skoler”, men man startede med ganske enkle melodier, som snart blev til fædrelandssange. En af de første, jeg fik lært at spille, var ”Danmark dejligst vang og vænge”, ikke just en børnesang, men den var meget enkel både i takt og noder, og jeg kan huske tilfredsheden ved at kunne spille en rigtig melodi.
Jeg skulle selvfølgelig øve mig hjemme til timerne hos Karl. Jeg husker slet ikke, at det var nogen plage, og jeg glædede mig jo til at komme op til Karl igen; men sommetider har jeg nok alligevel været optaget af andre ting og ikke fået lært det planlagte, for jeg husker tydeligt Karls reaktion på den situation. Han sagde: ”Tror du ikke, at jeg skal spille for dig i dag, så kan du sætte dig over i sofaen. Jeg var i Århus i søndags til en koncert, og nu skal du høre noget af det, de spillede”! Det var det bedste, han kunne foreslå, og jeg var i den syvende himmel, mens han spillede. Jeg havde alle sanser åbne, og jeg tror, at Karl derved gav mig den lyst til og glæde ved klassisk musik, som jeg har haft lige siden. At det også var god pædagogik i stedet for at skælde ud, er jeg sikker på.
Karl havde selv fået undervisning i Skanderborg og senere på Musikkonservatoriet i Århus. Han cyklede i krigsårene rundt med violinen på ryggen og spillede alene eller i et orkester til familiefester, baller og i Dyrehavens restauration. Han akkompagnerede ved dilettant, og hvor man ellershavde brug for hans musik.
Men det var svært at leve af at spille, selvom man var god til det og havde et bredt repertoire. Tyve år senere mødte jeg Karl, da jeg var på besøg hos mine forældre Frida og Viggo Kristensen, Sigkjærgård. På det tidspunkt bragte han varer ud for købmanden i Gram – ikke på cykel, men i bil - .
Rie Gert Nielsen